De tyske virksomheder melder om fortsat bedring, men humøret er lavt
Med tre måneders stigning i træk ser det ud til, at vi er forbi bunden i tysk økonomi.
Nye tal for IFO-indekset, der er et udtryk for de tyske virksomhedernes vurdering af den økonomiske situation, viser, at indeksene har taget elevatoren ned, og nu ser ud til, at tage trappen op. Det samlede indeks stiger fra 86,2 i juni til 90,5 i juli, og ligger derved stadig i den lav ende der før krisens indtræden lå i omegnen af 95. Men med tre måneders stigning i træk ser det ud til, at vi er forbi bunden i tysk økonomi, og det er bestemt godt nyt set med danske øjne.
Indekset for den nuværende økonomiske situation stiger fra 81,3 til 84,5 mens forventningerne til fremtiden stiger fra 91,6 til 97,0. Stigningerne skal ses i lyset af økonomiens genåbning, der giver mange virksomheder mulighed for at få lidt gang i deres forretninger. Det hjælper både på den nuværende situation samt fremtidsudsigterne.
Dertil kan forventningens glæde til EU’s nye hjælpepakke også sat sine spor. EU blev i sidste uge enige om en ny økonomisk hjælpepakke på 750. mia. euro. Det er rigtig mange penge, og bestemt noget der vil kunne mærkes. Hjælpepakken var i store træk forventet, og forventningens glæde lader derfor allerede til at afspejle i tallene.
Ser vi fremad er der flere risici. Vi har flere steder i Europa set antallet af smittede stige, og i visse lande er man ligefrem begyndt at genindføre restriktioner. Det vidner netop om den massive risiko der i øjeblikket, og hvorfor man skal være varsom, da risikoen for en anden smittebølge bestemt er til stede - også i Tyskland. Dog er alle i dag bedre forberedt såfremt vi skulle se ind i en anden bølge af Coronavirussen. Det giver mig mere ro i maven, at vi ikke vil være lige så uforberedte, hvis vi ser ind i en anden bølge.
Coronakrisen har dertil ramt den tyske økonomi på et dårligt tidspunkt. Den tyske industri vaklede i forvejen, og den tyske vækst stod mere eller mindre stille igennem sidste år. Med andre ord var den tyske økonomi mere sårbar end den danske da krisen indtraf, det er derfor glædeligt at EU blev enige om en betydelig hjælpepakke til de europæiske økonomier, da det bestemt øger min optimisme.
Den økonomiske aktivitet er på vej tilbage i Tyskland, og det er godt nyt for dansk økonomi, da vi er dybt afhængige af, hvordan det går udenfor landets grænser. Vi har i Danmark en mindre følsom eksport, men vi vil unægteligt blive påvirket hvis den tyske økonomi forbliver i dvale, og i et ikke uvæsentligt omfang. Er Tyskland længere tid om genopretning, vil være med til at holde den danske vækst i kort snor. Isolerer vi dansk eksport til Tyskland, så beskæftiger tysk eksport omkring 115.000 danske jobs, hvoraf en del af dem vil være i risikozonen, hvis tyske økonomi ender i en langvarig recession.