Lille juni fald i inflationen i eurozonen
Vi bevæger os stadig med små skridt mod inflationsmålsætningen på 2%.
Reviderede tal fra Eurostat bekræfter, at inflationen i eurozonen i juni var på 2,5%. Det er en bekræftelse af de foreløbige tal, som Eurostat kom med i første ombæring. Inflationen er faldet en smule i forhold til måneden før, hvor den lød på 2,6%. Inflationen er faldet mærkbart det seneste halve år, efter den toppede i efteråret 2022 med 10,6%.
Kerneinflationen, som er korrigeret for priser på energi og fødevarer, var uændret juni. Den ligger dog fortsat under 3%. Kerneinflationen toppede sidste år med 5,7%.
Inflationen rykkede sig ikke meget i juni, om end stadig med lille pil nedad. Ergo vi bevæger os stadig med små skridt mod inflationsmålsætningen på 2%. Der er generelt kommet mere styr på inflationen, og det kan betyde flere rentesænkninger fra ECB. ECB har næste rentemøde i morgen. Her kommer der dog ikke til at ske en dyt, og vi skal vente til efteråret, før næste rentesænkning kan blive en realitet.
ECB sænkede i juni renten for første gang siden 2019. Og med første rentesænkning signalerer centralbanken, at man er fortrøstningsfuld omkring, at inflationen er på rette vej og kommet meget mere under kontrol. Vi forventer yderligere to rentenedsættelser inden året er omme.
Renterne på især de variabelt forrentede realkreditlån herhjemme er påvirkede af inflationen i eurozonen og udsigten til rentesænkninger. Renterne i 2024 har overordnet set peget en smule ned understøttet af første rentesænkning fra ECB. Derfor er det også godt nyt for boligejere med variabel rente, at ECB og dernæst Nationalbanken småt er begyndt at sænke renten. Boligejerne kan med god portion sandsynlighed se ind i en fremtid med yderligere små rentesænkninger efter to år med rentestigninger.