Lidt lavere europæisk inflation
Inflationen kravler mest af alt sidelæns omkring ECBs målsætning på 2% og dermed giver centralbanken ingen grund til at rykke på renten.


Nye tal fra Eurostat viser, at inflationen i euroområdet faldt en smule til 2,1% i december fra 2,2% måneden før. Kerneinflationen, som er korrigeret for priser på energi og fødevarer falder ligeledes fra 2,4% til 2,3%.
Inflationen kravler mest af alt sidelæns omkring ECBs målsætning på 2% og dermed giver centralbanken ingen grund til at rykke på renten. Inflationsudviklingen efterlader os med en klokkeklar forventning til, at ECB vil forholde sig fuldstændig i ro i de kommende måneder.
Indlånsrenten hos ECB ligger i dag på 2,00 %, mod 4,00 % for lidt over halvandet år siden. Bedre styr på inflationen åbnede døren for en serie rentenedsættelser fra sommeren 2024 og et år frem. Nu, hvor inflationen har stabiliseret sig tæt på målsætningen, er der ikke behov for yderligere ændringer. Vores vurdering er, at ECB er i mål, og at der ikke kommer flere rentenedsættelser.
Vi står dog i en usikker tid, og det kan ændre renteudsigterne, som vi bevæger os frem. ECB er heldigvis i en gunstig position til at reagere i begge retninger, hvis inflationen skulle bevæge sig væk fra målsætningen. Højere toldsatser på eksport til USA kan dæmpe den økonomiske aktivitet i Europa og presse inflationsudsigterne ned. Omvendt kan øgede forsvarsinvesteringer løfte væksten og trække inflationen op. Derfor står ECB godt rustet til at reagere, men vores hovedscenarie er fortsat, at renten forbliver uændret i 2026.






