Skip til indhold

Fed holder renten i ro

Efter flere rentenedsættelser holder den amerikanske centralbank renten i ro.

Grafik Med Høje Huse

Efter tre ren­te­ned­sæt­tel­ser i træk holder den amerikanske centralbank, Federal Reserve, nu renten i ro, som der var bredt ventet og allerede indregnet af markedet. Det betyder, at renten hos den amerikanske centralbank fortsat lyder på 3,50–3,75 %.
 
Fed går dermed på pause efter tre ren­te­ned­sæt­tel­ser i streg, som har bragt renten tættere på det neutrale niveau. Det amerikanske arbejdsmarked er samtidig tydeligt gået ned i gear siden foråret og præsterer i øjeblikket på det svageste niveau siden corona, hvilket trækker fortsat i retning af lavere renter fremover. Vi forventer, at centralbanken vil levere to ren­te­ned­sæt­tel­ser i år, men tempoet vil afhænge af, hvordan inflationen udvikler sig i de kommende måneder. Selvom der ikke kom nogen ren­te­ned­sæt­tel­se i denne omgang, er det vigtigt at have i baghovedet, at Fed er tilbage på banen med mindre ob­liga­tions­op­køb - en lille ekstra godte til fi­nans­mar­ke­der­ne.
 
Det står samtidig klart, at Fed befinder sig i en kompleks økonomisk virkelighed, hvor pen­gepo­li­tik­ken skal navigere mellem øget usikkerhed omkring han­delspo­li­tik­ken, herunder at toldsatserne kan blive udfordret af en kommende afgørelse fra Højesteret, en afmatning på ar­bejds­mar­ke­det og en fortsat for høj inflation. Samtidig er renten nu så tæt på det neutrale niveau, at Fed må træde mere forsigtigt frem. 

På Jerome Powells pres­se­kon­fe­ren­ce, der starter lige om lidt, bliver det derfor afgørende at høre, hvordan han afvejer balancen mellem en inflation, der stadig ligger over målsætningen trods fremskridt de seneste måneder, og et arbejdsmarked, der viser tydelig svaghed. Mar­keds­re­ak­tio­nen bør dog være forholdsvis begrænset, da markedet ikke forventer, at den næste ren­te­ned­sæt­tel­se er lige på trapperne og dermed bør selv en høgeagtig tone ikke blive en stor skuffelse for investorerne.
 
Jerome Powells periode som formand for Federal Reserve udløber til maj, og præsident Trump ventes inden længe at pege på hans afløser, muligvis allerede denne uge. Rick Rieder fra BlackRock er i de seneste uger rykket markant frem som storfavorit til posten. Skulle Trump ende med at pege på Rieder, vil det være et valg, der trods præsidentens ofte direkte kritik af Powell ikke umiddelbart udfordrer forestillingen om centralbankens uafhængighed. Rieder kan nemlig ikke betegnes som “Trumps mand” på samme måde som Stephan Miran, der sidste år blev nomineret til Feds rentekomité og blev opfattet som en mere politisk udnævnelse.
 
Trump har gjort det klart, at han ønsker mere aggressive ren­te­ned­sæt­tel­ser og har ad flere omgange rettet direkte angreb mod Powell. Derfor har der længe ulmet en underliggende frygt for, at han vil bruge nomineringen til at forsøge at få “sin mand” ind som formand for Fed. Rieder bærer dog ikke et tydeligt politisk stempel, og hans potentielle udnævnelse vil derfor kunne styrke markedets tillid til kontinuitet og en professionelt forankret pengepolitik.

Relaterede artikler