Lejlighedspriserne i København er steget 20% på et år
Lejlighedspriserne skyder fortsat afsted med høj fart.
Nye tal fra Boligsiden viser, at boligpriserne steg på ny i september. Huspriserne steg på landsplan med 0,4%, mens lejlighedspriserne steg med hele 1,1%. Sommerhuspriserne gik op med 0,3%. Når vi tager højde for sæsonudsving, steg boligpriserne med omtrent det samme i september.
Lejlighedspriserne skyder fortsat afsted med høj fart. Vi har i 2025 kunne konstatere månedlige prisstigninger på omkring 1% og ofte endnu højere. Det kan måske lyde nogenlunde begrænset, når man ser på den enkelte måned isoleret set, men det summer altså op til ret voldsomme tal. På bare et år er lejlighedspriserne steget med 13%, og endnu voldsommere ser det ud for København, hvor priserne er steget med 20%. Det svarer til, at en lejlighed på 80 kvadratmeter i hovedstaden er steget med mere end 800.000 kr. Vi skal desuden tilbage til corona for at finde tilsvarende prisstigninger, hvor de københavnske boligprisstigninger toppede med knap 21%. Og vi er ikke langt derfra.
Helt fundamentale faktorer som stigende beskæftigelse, lav ledighed, større købekraft hos køberne og lavere renter taler for stigende boligpriser. Men for at forklare prisstigninger på rundt regnet 20% i København skal der mere til. Her ser vi en af årsagerne være, at der er et lavt udbud af lejligheder, hvilket er med til at presse priserne op. Samtidig skal vi også være åbne for, at der generelt er et stærkere køberklientel, mens iboende forventninger hos køberne om fortsatte prisstigninger heller ikke kan udelukkes. Særligt det sidste element kan vise sig at være farligt, da det ikke nødvendigvis er båret af fundamentale økonomiske faktorer. Vi tror dog ikke på, at det er det drivende element, men det kan spille ind.
De højere boligpriser luner gevaldigt i friværdierne og dermed i boligformuen hos boligejerne. Men potentielle købere, herunder førstegangskøbere, som ikke ejer en bolig i dag, ser omvendt på et marked, hvor priserne bliver ved at stige i høj fart. Det gør bestemt ikke situationen nemmere, hvor man i forvejen er på et marked med relativt få salgsskilte.
Lejlighedspriserne er steget med 13% på et år, hvilket svarer til en prisstigning på knap 400.000 på et år. Og altså omtrent dobbelt så højt i København. Huspriserne er i samme periode steget med 6%. Det svarer til, at et hus på 140 kvadratmeter er blevet 150.000 kr. mere værd.
Vi forventer for nuværende, at boligpriserne fortsætter fremgangen, men dog i et lavere tempo. Vi er samtidig svært bevidste omkring prisstigningerne på lejlighedsmarkedet i hovedstadsområdet, som ligger til den klart høje side, hvilket kan vise sig at være uholdbart, hvis det fortsætter over en lang periode. Hertil er det aldrig mejslet i sten, at priserne vil og kan stige, og der vil altid være en risiko for, at priserne kan pege ned over en periode.