Boligpriser og handler skyder i vejret
Boligmarkedet er i hopla.
Nye tal fra Boligmarkedsstatistikken i Finans Danmark viser, at boligmarkedet i 2. kvartal igen præsterer mærkbare prisstigninger og yderligere fremgang i handlerne.
Huspriserne steg i 2. kvartal med 3,0%. Det er den største kvartalsvise fremgang i huspriserne i 4 år. Lejlighedspriserne steg med 3,2% forhold til kvartalet før, og sommerhuspriserne med 2,1%. Sammenlignet med for et år siden er huspriserne 6,5% højere, mens lejlighedspriserne er steget med 9,9% og sommerhuspriserne med 1,4%.
Boligmarkedet er i hopla. Priserne skyder i vejret og til nye rekordhøjder, og samtidig rammer antallet af handler det højeste i 4 år. Fremgangen i priserne ses desuden i samtlige regioner og i størstedelen af landsdelene. Grundlæggende økonomiske forhold er med til at drive den flotte fremgang på boligmarkedet. Arbejdsmarkedet står hammerstærkt med rekordhøj og stigende beskæftigelse. Købekraften er steget for mange danskere, som har oplevet pæne lønstigninger. Og renterne har taget et trin ned. Det berettiger alt sammen til fremgang på boligmarkedet. Vi forventer yderligere fremgang herfra.
Der blev i alt handlet 19.600 boliger i 2. kvartal. Antallet af bolighandler rammer dermed det højeste siden 2021. Fremgangen i handlerne i forhold til kvartalet før er 17%, som bød på knap 17.000 handler. Det er imidlertid normalt med en stigning i bolighandlerne i takt med, det bliver varmere i vejret. Men også selvom der tages højde for sæson, var der fremgang i bolighandlerne. Og sammenlignet med for et år siden er handelsaktiviteten steget med mere end 12%.
Vi forventer, at boligpriserne fortsætter med at pege op over den kommende tid. Vores forventning om yderligere fremgangen er forankret i et solidt økonomisk baggrundstæppe med rekordmange i arbejde, øget købekraft hos mange danskere og et nøk ned for renterne. Det er med til at holde godt gang i efterspørgslen efter boliger, hvor handelsaktiviteten er høj og prisstigningerne betydelige.