Rekordfå tvangsauktioner
2026 begynder med utroligt få tvangsauktioner. Det tyder på, at det rekordlave antal fortsætter.


Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der blot blev bekendtgjort 69 tvangsauktioner i januar, når man tager højde for sæsonudsving. Dermed fortsætter de rekordfå tvangsauktioner ind i 2026, og når tilmed det laveste nogensinde målt på en enkeltstående måned. Statistikken går tilbage til 1993.
2026 begynder med utrolig få tvangsauktioner. Faktisk når vi i januar det laveste nogensinde målt på en enkeltstående måned. Der er altså lagt i kakkelovnen til at det rekordlave antal tvangsauktioner fra 2025 fortsætter ufortrødent. Der er da også mange gode forklaringer på, at vi ser et lavt antal tvangsauktioner. Først og fremmest klarer arbejdsmarkedet sig utrolig godt med rekordhøj beskæftigelse og lav ledighed, og når mange er i arbejde og samtidig har en fast månedligt indtægt, så holdet det sådan noget som betalingsproblemer og tvangsauktioner i kort snor. Samtidig står vi med et boligmarked, hvor der både er flere handler og højere priser og mange danskere har robuste opsparinger på kontoen. Vi forventer derfor et fortsat lavt antal tvangsauktioner i 2026.
I gennemsnit bød på 2025 på 98 tvangsauktioner om måneden, og 2026 lægger altså fra land i et niveau lavere. Grundlæggende har tvangsauktionerne dog ligget lavt siden 2021 med et månedligt gennemsnit på omkring 115 tvangsauktioner, og vi går nu ind i det sjette år med meget få tvangsauktioner. Så lang en periode med så få tvangsauktioner har vi ikke oplevet før.
Tvangsauktionerne er ikke det eneste nøgletal, som vidner om meget robuste boligejere og danskere. Også restancerne, som er den del af realkreditlån, der ikke er betalt til tiden, ligger meget lavt og på det laveste i næsten to årtier, mens antallet af RKI-registrerede ligger rekordlavt.
Den robuste privatøkonomi skyldes ikke mindst, at arbejdsmarkedet står knivskarpt. Beskæftigelsen har slået rekord på rekord, mens ledigheden trods en mindre pil op fortsat er til den lave side. Det er alt andet lige lettere at holde styr på privatøkonomien og regningerne, som skal betales, når man er i arbejde. Det holder snor i både tvangsauktioner og restancer. Her hjælper det også, at der er godt gang i boligmarkedet, da det er lettere at få omsat boligen i fri handel, hvis der alligevel skulle opstå betalingsproblemer.
Vi forventer, at perioden meget få tvangsauktioner fortsætter i år. Boligmarkedet har stadig god fart på og arbejdsmarkedet står stærkt. Der er dog ingen tvivl om, at usikkerhederne fra især verden rundt om os står i kø, og som har potentialet til at påvirke arbejdsmarkedet. Vi ser det dog ikke som en stor retningspil mod det samlede arbejdsmarked. Men det er i høj grad et opmærksomhedspunkt.







