Skip til indhold

Til-salg skiltene svinder stadig ind

På blot et år er der blevet næsten 7.000 færre boliger at vælge i mellem for boligkøberne.

Facade Med Lejligheder

Friske tal fra Boligsiden, at boligudbuddet fortsætter ned i januar. Således er der kommet 3% færre boliger til salg i januar set i forhold til december, og tager vi højde for sæson, så er det 9. måned i træk med et lavere boligudbud. I de 9 måneder er boligudbuddet dykket med 14%. Salgsskiltene fordeler sig med 29.739 på huse, 5.093 på lejligheder og 4.930 på sommerhuse.

Til-salg skiltene svinder stadig ind på boligmarkedet. På blot et år er der blevet næsten 7.000 færre boliger at vælge i mellem for boligkøberne. Især i de store byer er det gået hastigt ned på udbuddet af lejligheder. I Aarhus er udbuddet mere end halveret det seneste år, og er samtidig på sit laveste i mindst 16 år. Også i København ligger valg­mu­lig­he­der­ne på lejligheder tæt på rekordlavt, og der er nu omtrent 1.000 lejligheder til salg. De færre salgsskilte skyldes en mærkbar højere appetit på at købe boliger, og danskerne handlede da også 17% flere boliger i 2025. 

Antallet af salgsskilte er faldet med 57% på lejligheder i Aarhus Kommune på blot et enkelt år. Det betyder, at der blot står 333 lejligheder til salg i Aarhus, hvilket ikke er målt lavere i Boligsidens statistik, som går tilbage til 2011. Også antallet af udbudte huse i Aarhus er faldet med 26%. I Københavns Kommune er salgsskiltene i vinduet på lejligheder svundet ind med 25% det seneste år, og også her er vi tæt på et rekordlavt udbud. 

For danskere på boligjagt er det dalende udbud en ubetinget skidt ting, da valg­mu­lig­he­der­ne er en del færre, og sælgerne dermed står med bedre kort på hånden. Her skal man som boligkøber i stedet sætte sin lid til, at salgsskiltene igen bliver flere, når foråret afløser vinterens kulde, og de danske parcelhushaver igen fremstår grønne og fulde af liv. Det plejer nemlig at få udbuddet af boliger til igen at vokse.

Siden 2011 er udbuddet af boliger steget med 9% gennem for­års­må­ne­der­ne i gennemsnit. Dermed er det ikke usandsynligt, at antallet af salgsskilte igen kommer til at vokse, når det bliver lidt varmere i vejret. Kun en enkelt gang siden 2011 er udbuddet decideret faldet i foråret, hvilket skete i coronaens spæde start i 2020. 

Det lavere boligudbud ser vi som en konsekvens af den høje han­del­sak­ti­vi­tet. I 2025 blev der handlet 17% flere boliger end i 2024, hvor mere end 92.000 boliger skiftede ejere. Det har også fået priserne til at stige ganske mærkbart – især på lejligheder i de store byer. Den højere fart på boligmarkedet kommer med ganske gode forklaringer. Vi står med et arbejdsmarked i god form med rekordhøj beskæftigelse, lav ledighed og ganske pæne lønstigninger. Det øger købekraften hos mange danskere, når inflationen samtidig er faldet ganske meget til ro. I tillæg er renterne faldet fra toppen. Det er alt sammen understøttende for et boligmarked i fremgang.

Relaterede artikler