Skip til indhold

Boligudbuddet fortsætter ned

Boligudbuddet fortsætter turen ned. Det betyder slet og ret at boligsøgende danskere har en del mindre at vælge imellem end for blot få måneder siden.

Et Par Kigger På Ny Lejlighed

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Finans Danmark viser, at antallet af boliger til salg herhjemme lyder på 36.331 i november. Det er 5% færre end i november. Også når vi tager højde for sæson er der kommet færre salgsskilte på boligmarkedet. Det er således 8. måned i træk, at der bliver færre boliger til salg, når vi tager højde for sæson. Boligudbuddet fordeler sig med 27.150 på huse, 4.678 på lejligheder og 4.503 på sommerhuse. Statistikken går tilbage til 2004.

Boligudbuddet fortsætter turen ned. Det betyder slet og ret at boligsøgende danskere har en del mindre at vælge imellem end for blot få måneder siden, og samtidig skal de have flere penge op af lommen for at købe en bolig. Det er især på lejligheder, at salgsskiltene forsvinder i hastigt tempo. I landets to største byer, København og Aarhus, er udbuddet skrumpet med 30-50% det seneste år, og ligger på de laveste niveauer i årevis. Det lavere boligudbud skyldes, at der er kommet rigtig godt gang i boligmarkedet, hvor handlerne har løftet sig mærkbart i forhold til sidste år.

Antallet af salgsskilte er faldet med 30% på et år i Københavns Kommune, mens faldet i Aarhus Kommune lyder på hele 54%. I København betyder faldet, at udbuddet ligger rekordlavt med blot 770 lejligheder til salg, mens Aarhus endnu ikke har ramt re­k­ord­ni­veau­er­ne. Ser vi på huse, så er boligudbuddet faldet med 13% det seneste år set for hele landet, mens sommerhuse er gået 12% ned. Vi ser den primære årsag være, at antallet af bolighandler er steget ganske pænt det seneste år, hvor det især går stærkest på lej­lig­heds­mar­ke­det.

Det lavere udbud og den højere han­del­sak­ti­vi­tet medvirker til at trække udbudspriserne op. På huse ligger udbudspriserne således 8% højere end for et år siden, mens lejligheder er 14% højere. Ser vi på lejligheder i Københavns Kommune, så ligger udbudspriserne her hele 20% højere end for et år siden, og det er da også særligt i København, at det går allerhurtigst i øjeblikket. De højere udbudspriser afspejler sig også i de realiserede handelspriser, som er steget ganske mærkbart det seneste år.

Den højere fart på boligmarkedet kommer med ganske gode forklaringer. Vi står med et arbejdsmarked i god form med rekordhøj beskæftigelse, lav ledighed og ganske pæne lønstigninger. Det øger købekraften hos mange danskere, når inflationen samtidig er faldet ganske meget til ro. I tillæg er renterne faldet fra toppen. Det er alt sammen understøttende for et boligmarked i fremgang.

Relaterede artikler