Skip til indhold

Boligpriserne fortsætter op

Siden årsskiftet er huspriserne nu steget med godt 4%, og lejlighedspriserne med 7%.

Udsigt Fra Rundetårn

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Boligsiden viser, at boligpriserne steg igen i juli. Både med og uden sæ­son­kor­rek­tion steg huspriserne på landsplan med 0,2%, og lej­lig­heds­pri­ser­ne steg 0,8%. Også som­mer­huspri­ser­ne havde pil op i juli med 0,9%.

Boligpriserne tager endnu et nøk op. Siden årsskiftet er huspriserne nu steget med godt 4%. Det svarer i gennemsnit til en prisstigning på 100.000 kr. for et hus på 140 kvadratmeter alene siden årsskiftet. Lej­lig­heds­pri­ser­ne er steget med 7%, og det betyder, at priserne i gennemsnit er hoppet med mere end 200.000 kr. på landsplan for en 80 kvadratmeter lejlighed. Endnu mere udtalt er det i København, hvor gen­nem­snits­pri­sen er vandret i vejret med rundt regnet en halv mio. kr. Vel at mærke alene i 2025.

Baggrunden for de stigende boligpriser er også til at få øje på. Ar­bejds­mar­ke­det står stærkt med stigende beskæftigelse og lav ledighed. Samtidig er købekraften steget for mange danskerne med pæne lønstigninger og ro på inflationen, mens renterne overordnet set er faldet. Det er alt sammen understøttende for stigende boligpriser.

Priserne stiger mest i ho­ved­stads­om­rå­det. På lej­lig­heds­mar­ke­det er priserne i Region Hovedstaden steget med 15%. I Region Sjælland er priserne oppe med 7,5% og i Midtjylland med 4%. I Region Syddanmark er lej­lig­heds­pri­ser­ne steget 3%, mens eneste region med faldende priser er Nordjylland, hvor priserne i dag er 1% lavere i forhold til for et år siden. Ser vi på husmarkedet er billedet det samme, hvor huspriserne i Region Sjælland er steget med 9% i forhold til for et år siden, mens de i Region Sjælland i gennemsnit er steget 6%. I Region Midtjylland er priserne steget med 4% og i Region Syddanmark med 2%. I Nordjylland er priserne tæt på uændrede.

Vi forventer, at boligpriserne fortsætter stigningerne. Det luner naturligvis i friværdierne hos mange danske boligejere. Men det betyder også, at boligkøbere står overfor højere boligpriser. Især førs­te­gangs­kø­be­re kan flere steder i landet stå i en mere udfordret situation, hvor særligt lejligheder ho­ved­stads­om­rå­det er blevet dyrere at komme i nærheden af. Blandt andet er boligbyrden, som indikerer hvor meget bo­li­g­ud­gif­ter­ne udgør af indkomsten, steget mærkbart i København.

Relaterede artikler