30% flere salgsskilte på boligmarkedet end sidste år
Udbudspriserne på huse falder for sjette måned i streg.
Nye tal fra Finans Danmark viser, at antallet af salgsskilte faldt med 698 i februar i forhold til januar. Man skal dog ikke lade sig snyde af faldet i februar måned, da udbuddet typisk falder netop her. Tager vi højde for den sæson, så steg boligudbuddet omvendt med omkring 58 boliger i februar. Der står i alt 38.175 boliger til salg i februar.
Der forsvandt en portion salgsskilte fra boligmarkedet i februar. Det er dog fuldstændig normalt på denne tid af året, og tager vi højde for det, så kom der underliggende en anelse flere boliger til salg i februar. Det betyder, at boligudbuddet samlet set er vokset med 30% på et år. De mange ekstra salgsskilte kommer som følge af, at interessen for at købe bolig er droslet mærkbart ned året igennem i takt med, at modvinden er sat ind på boligmarkedet. Det er især de stigende renter, som har leveret stød til boligmarkedet.
Med de aktuelle tal er boligudbuddet det højeste siden sommeren 2020. Men det kommer også fra et udgangspunkt, som var det laveste siden 2006, og ser vi på februar i 2020, så er boligudbuddet fortsat -17% lavere i februar i år. Det stødt voksende udbud kommer af, at flere potentielle boligkøbere har mistet appetitten på boligkøb. I 2022 præsterede boligmarkedet det laveste antal handler i 8 år, hvor det især var efterår og vinter, som trak kraftigst ned.
Den megen modvind til boligmarkedet kommer på baggrund af stigende renter, højere udgifter til energi, høj inflation og øget usikkerhed om fremtiden. Det har samlet set også trukket luft ud af boligpriserne, som også har haft mærkbar pil ned siden i sommers.
I dagens udgivelse er der også kommet friske tal for udbudspriserne. Prisen på udbudte huse faldt med -0,4% i februar, mens de udbudte lejligheder steg en anelse. Tager vi igen højde for sæson, så er der underliggende tale om et fald i udbudspriserne på både huse og lejligheder.
Udbudspriserne på huse falder for sjette måned i streg i februar, mens det er niende måned i træk for lejlighederne, når vi tager højde for normale sæsonudsving. I perioden er huse faldet med omkring 3%, mens lejligheder er faldet med næsten 5%. Som udgangspunkt lyder det gunstigt for køberne, at de har mere at vælge i mellem og til lavere priser. Det er dog også blevet markant dyrere at finansiere boligkøbet efter de kraftige rentestigninger sidste år, mens også livet i boligen er blevet dyrere. Der er altså træk i begge ender af rebet, og den samlede pakke for boligkøberne er ikke bedre målt på samtlige parametre.