Tvangsauktionerne er tæt på ny bund
Det vil feje bundrekorden fra 2006 væk, og vi vil stå med det laveste antal i mindst 32 år.


Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af bekendtgjorte tvangsauktioner lyder på 97 i november, når man tager højde for sæsonudsving. Det er en fortsættelse af det niveau, som har præget igennem hele 2025. Statistikken går tilbage til 1993.
Set for de første 11 måneder af 2025 lyder tvangsauktionerne på 1.079. Hvis antallet af tvangsauktioner holder sig lavere end 152 i december, så ender 2025 med bundrekord for et kalenderår. Seneste bund blev nået i 2006 med 1.231 tvangsauktioner.
Tvangsauktionerne er snublende tæt på at slå ny bundrekord. Det afhænger naturligvis af, hvordan tvangsauktionerne ender ud i december, men meget tyder på, at rekorden kommer i hus. Det vil feje den hidtidige bundrekord fra 2006 væk, og vi vil stå med det laveste antal tvangsauktioner i mindst 32 år. De meget få tvangsauktioner er klart resultat af, at vi står med et boligmarked, hvor handlerne flyver afsted, mens priserne peger pænt opad. Derudover står vi med boligejere som er bundrobuste, og derfor ikke har problemer med at betale terminen.
Det er ikke blot tvangsauktionerne, som ligger meget lavt. Også betalingsevnen er i top blandt boligejerne. Således lød restanceprocenten på realkreditlån blandt boligejerne på beskedne 0,12% i 2. kvartal, hvilket er det laveste vi har set siden før finanskrisen. Også antallet af registrerede i RKI ligger rekordlavt, og samlet set er boligejerne altså bundrobuste.
I vores optik skal en af hovedforklaringerne på de solide tilstande blandt danske boligejere findes ved at kaste et blik på arbejdsmarkedet. Beskæftigelsen ligger rekordhøjt, mens ledigheden holder sig lav. Er man i arbejde, så er det for de fleste lettere at betale sin regninger, og herunder terminen på boliglånet, og det holder både restancer og tvangsauktioner i absolut kort snor. Når der samtidig er godt gang i boligmarkedet med flere handler og højere priser, så er det også lettere at sælge boligen i fri handel, hvis der skulle opstå problemer i privatøkonomien, og dermed undgå en tvangsauktion.
Med de nuværende udsigter, så forventer vi, at tvangsauktionerne fortsætter det lave niveau i 2026. Dansk økonomi klarer sig godt, og vi forventer ikke en stor stigning i ledigheden. Hertil forventer vi et boligmarked i et pænt tempo.







