Skip til indhold

Salgsskiltene svinder ind

Der er et gedigent fald i udbuddet af boliger, og det gælder især for lejligheder.

Kvinde Og Mand Sidder I Sofa

Friske tal fra Boligsiden viser, at der i november stod 43.157 boliger til salg. Det er 3,7% færre i forhold til måneden før. Normalt falder antallet af salgsskilte på dette tidspunkt af året, men også når vi tager højde for sæson, er der tale om fald. I forhold til for et år siden er udbuddet af boliger faldet med knap 6.300 boliger, hvilket svarer til et fald på 13%.

Der er et gedigent fald i udbuddet af boliger, som rammer det laveste siden sommeren 2023. Der er kommet godt gang i boligmarkedet, hvor handlerne er løftet mærkbart i forhold til sidste år, og det får simpelthen antallet af salgsskilte til at svinde ind. De færre muligheder for køberne giver desuden grobund for yderligere prisstigninger, som allerede har været til den høje side her i 2025.

Lej­lig­heds­mar­ke­det går forrest i det dalende antal salgsskilte, og oktober var ingen undtagelse. I forhold til for et år siden er lejligheder til salg faldet med 24%, og specifikt for København lyder faldet på intet mindre end 34%. I samme periode er der kommet 11% færre huse til salg og 10% færre sommerhuse, og faldene ses over det meste af landet.

Især lej­lig­heds­mar­ke­det er på skrump, hvor køberne oplever at have væsentligt færre muligheder at vælge mellem. Og samtidig til priser, som stiger i et ganske højt tempo. Og netop det dalende udbud understøtter videre, at priserne kan løfte sig herfra. Det er isoleret set på udbuddet ikke blevet just nemmere at være boligkøber.

Det lavere udbud af boliger er blandt andet et resultat af, at han­del­sak­ti­vi­te­ten er gået i vejret. I oktober blev der handlet 8.697 boliger, hvilket er det højeste antal bolighandler for en oktober måned siden 2020, og det næsthøjeste i statistikkens 15-årige historie. Gennem årets første 10 måneder er han­del­sak­ti­vi­te­ten løftet med næsten 20% i forhold til sidste år.

Den høje fart på boligmarkedet kommer med gode forklaringer. Ar­bejds­mar­ke­det præsterer med rekordhøj beskæftigelse, og løn­stig­nin­ger­ne har været pæne gennem en periode. Det har øget købekraften hos mange danskere. I tillæg er renterne faldet fra toppen, og det er alt sammen understøttende for et boligmarked i fremgang. Også priserne er gået op, hvor huse er steget med 7% på et år og 14% på lejligheder. Også her skiller ho­ved­stads­om­rå­det sig ud med en endnu kraftigere udvikling med en stigning på mere end 20% i forhold til for et år siden.

Relaterede artikler