Skip til indhold

Boligudbuddet svinder ind

Valgmulighederne er blevet færre, uanset hvilken slags bolig man er på udkig efter.

En Gruppe Mennesker Hygger Sig Ved Et Bord På Terrassen

Friske tal fra Finans Danmark viser, at antallet af salgsskilte svinder ind på boligmarkedet. I oktober stod der 39.938 boliger til salg landet over, hvilket er 4,9% færre end i september. Også når vi tager højde for sæson peger pilen ned. Det er 6. måned i streg, at boligudbuddet falder, når vi tager højde for sæson. Boligudbuddet fordeler sig med 29.380 på huse, 5.261 på lejligheder og 5.297 på sommerhuse.

Boligudbuddet svinder ind. Og valg­mu­lig­he­der­ne er blevet færre uanset om man er på udkig efter et hus, lejlighed eller sommerhus. Det er dog særligt lejligheder, som er svundet allerkraftigst ind. I København og Aarhus er der blevet 35-50% færre lejligheder at vælge imellem det seneste år, og i København ligger vi på rekordfå salgsskilte for lejligheder. Boligkøberne skal samtidig indstille sig på, at udbudspriserne er steget ganske pænt det seneste år, og de derfor i mange tilfælde skal have flere kroner op af lommen for at købe en bolig.

Udbuddet af lejligheder er faldet med 36% det seneste år i Københavns Kommune, mens det er 51% i Aarhus Kommune i samme periode. I København betyder det seneste års fald, at udbuddet ligger rekordlavt med blot 855 lejligheder til salg. Ser vi på huse, så er boligudbuddet faldet med 12% det seneste år på landsplan, mens det også er dykket med 12% på sommerhuse. Vi ser den primære årsag være, at antallet af bolighandler er steget ganske pænt det seneste år. I årets første halvdel er der solgt 16% flere boliger end i samme periode året før. Og forlænger vi tallene med mere friske tal fra Boligsiden, så er den højere han­del­sak­ti­vi­tet fortsat ind i andet halvår. Også her er det lej­lig­heds­hand­ler­ne som har førertrøjen på.

Udbudspriserne på huse ligger næsten 9% højere end for et år siden, mens lejligheder nærmer sig 13% højere. Zoomer vi ind på lejligheder i Københavns Kommune, så ligger udbudspriserne her 18% højere end for et år siden, og det er da også særligt i København, at det går allerhurtigst i øjeblikket. De højere udbudspriser afspejler sig også i de realiserede handelspriser, som er steget ganske mærkbart.

Den højere fart på boligmarkedet kommer med ganske gode forklaringer. Vi står med et arbejdsmarked i god form med rekordhøj beskæftigelse, lav ledighed og ganske pæne lønstigninger. Det øger købekraften hos mange danskere, når inflationen samtidig er faldet ganske meget til ro. I tillæg er renterne faldet fra toppen. Det er alt sammen understøttende for et boligmarked i fremgang.

Relaterede artikler