16.324 lånetilbud fra realkreditinstitutterne i januar
Ganske afdæmpet antal lånetilbud fra realkreditinstitutterne.
Morgenfriske tal fra Finans Danmark viser, at boligejere og virksomheder modtog 16.324 lånetilbud i januar fra landets realkreditinstitutter. Det er ca. 1.000 flere end i december.
Lånetilbuddene ligger aktuelt et stykke under det normale niveau for de perioder, som er uden ekstraordinære udsving i lånetilbuddene, hvilket typisk er forbundet med store konverteringsbølger. Ser vi bort fra de perioder, så ligger antallet af lånetilbud i gennemsnit på lige omkring 20.000 om måneden fra 2015 til i dag.
Januar byder på et ganske afdæmpet antal lånetilbud fra realkreditinstitutterne. Det skyldes, at vi står med et boligmarked, hvor antallet af handler er kommet ned fra sidste års tinder, mens realkreditrenterne har ligget ret stabilt i de seneste par måneder, og antallet af boligejere, som konverterer, derfor drosler ned. Det gør samlet set, at vi står i en tid, hvor lånetilbuddene ikke for alvor gør væsen af sig.
Bunden er dog ikke gået fuldstændig ud af lånetilbuddene. På trods af en markant lavere handelsaktivitet, så bliver der stadig handlet 3.000-4.000 boliger hver måned, og når en køber skal have finansieret den nye bolig, så kaster det et lånetilbud af sig fra realkreditinstitutterne. Derudover er renten også højere i dag end for et år siden, og det gør, at der fortsat er boligejere i gang med en opkonvertering. Renten på et fastforrentet lån ligger og vipper mellem 4% og 5% i dag mod 2% i starten af 2022. Begge dele bidrager til at holde en hånd under antallet af lånetilbud.
Ser vi ind i 2023, så vil antallet af lånetilbud fortsætte med at være præget af den lavere aktivitet på boligmarkedet, mens der heller ikke er udsigt til større konverteringsbølger i horisonten. Det er især konverteringsbølger, som har potentiale til virkelig at give et boom i antallet af lånetilbud, og dem er der ikke grobund for med de nuværende økonomiske udsigter.