Lån med variabel rente vinder frem
Det skyldes set med vores briller, at renteforskellen er blevet større mellem lån med fast og variabel rente.


Friske tal fra Nationalbanken viser, at realkreditlån til boligejere med variabel rente er steget med 82 mia. kr. det seneste år til i alt 996 mia. kr. Det er en fremgang på 9,0%. Lige omvendt ser det ud for lån med fast rente, som det seneste år er gået tilbage 36 mia. kr. til i alt 777 mia. kr. Det er en tilbagegang på 4,4%.
Variabelt forrentede realkreditlån er samtidig også det mest udbredte lån blandt boligejerne med en andel på 56%. Det er en stigning fra andel på omkring 53% for et år siden, mens andelen var helt nede på 43% i starten af 2022. For at finde en tilsvarende andel for de variabelt forrentede lån skal vi tilbage til 2019.
Lån med variabel rente vinder pænt frem i øjeblikket. Det skyldes set med vores briller, at renteforskellen er blevet større mellem lån med fast og variabel rente i takt med, at det primært er variabelt forrentede lån, som er faldet i rente det seneste års tid. Rentefaldene på de variabelt forrentede lån er kommet på baggrund af, at ECB og Nationalbanken har sænket renten af 8 omgange siden forrige sommer.
Det er især renteforskellen mellem lån med variabel rente og fast rente, som er den største faktor til både frem- og tilbagegang i lån med variabel rente. Forskellen i renten mellem et fastforrentet og variabelt forrentet lån er i et historisk perspektiv ikke unormal, men vi har set, at forskellen henimod slutningen af 2024 og ind i 2025 er blevet en hel del større. Det kan man f.eks. se ved, at renten på et fastforrentet realkreditlån har ligget omkring 3,5%-4,0% det seneste år, mens renten på et F-kort-lån, som får ny rente hvert halve år, er faldet fra næsten 4% for et år siden til lige over 2% i dag. Det er formentlig den helt store årsag til fremgangen i variabel rente. Vi så det samme ske, bare med lidt større effekt, da renterne steg mærkbart i 2022, hvor det især var de fastforrentede lån, som først stod for skud. Her var renteforskellen i en længere periode ret stor, og det gav et incitament til at vælge lån med variabel rente.
Det samlede realkreditudlån er vokset med 46 mia. kr. det seneste år, hvilket er en fremgang på 2,6%. Vi taler om ikke nogen eksplosiv vækst i realkreditudlånet, men pilen vender altså igen op for realkreditudlånet efter en lang periode med fald eller stilstand. Når vi samtidig ser, at der er fin fart på boligmarkedet med højere priser til følge, så ser vi den relativt afdæmpede udvikling i realkreditudlånet som et robusthedstegn. Rentestigninger på især fastforrentede lån betød, at mange boligejere kunne skære ganske store lunser af restgælden ved en konvertering af lånet, hvilket mange boligejere benyttede sig af. Og det trak altså det samlede realkreditudlån ned.






