109 tvangsauktioner i januar
Det er et bomstærkt signal fra boligmarkedet, at så få boliger ender på tvangsauktion.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at det lave antal tvangsauktioner fortsætter ind i den første måned af 2023. Således blev der bekendtgjort 109 tvangsauktioner i januar, når der tages højde for sæson.
2022 bød på i alt 1.382 tvangsauktioner, hvilket giver et månedligt gennemsnit på 115. Og det er i hele træskolængder også, hvad januar i år byder på.
Tvangsauktionerne fortsætter det ultralave niveau i januar. Det er et bomstærkt signal fra boligmarkedet, at så få boligejere står i den ulykkelige situation, at det ender på tvangsauktion. Vi forventer dog ikke, at de stærke tal vil vare ved, når vi bevæger os et stykke længere ind i 2023, og vi igen kan få en periode, hvor der kommer flere tvangsauktioner.
Det er en dyr tid at være boligejer i, og boligmarkedet står i en ny og sværere tid. Bolighandlerne nåede det laveste i 10 år i de sidste måneder af 2022, priserne er faldet med omkring 10% på huse og lejligheder og renter og inflation er steget mærkbart. Og det kan altså betyde, at vi igen ser ind i en periode med stigende tvangsauktioner.
Det er dog ikke sådan, at vi forventer de samme tilstande, som kendetegnede efterveerne af finanskrisen, hvor tvangsauktionerne nåede op over 5.000 om året. Både boligmarkedet og boligejerne står et helt andet og bedre sted i dag på et langt mere robust ståsted. Vi har sparet langt mere op, vi har lånt langt færre penge i vores friværdi og rekordmange er i beskæftigelse.
Desuden er der heller ikke noget, som peger på, at boligejerne har problemer med at betale terminen på boliglånet. Restanceprocenten, som er den manglende betaling på realkreditlånet, befinder sig nemlig på det laveste i 15 år, og det betyder, at boligejerne i den grad udviser stærk betalingsevne. Desuden vil mange boligejere først forsøge at spare andetsteds end på boligposten i budgettet, hvis der opstår udfordringer med terminen. En risiko er dog, at dansk økonomi slår så meget i bakgear, at ledigheden stiger mærkbart, hvilket vil sætte restancer og tvangsauktioner under et større pres end ventet på nuværende tidspunkt.