Vejen er nu åbnet for 2,5%-lån med 10 års afdragsfrihed
Renterne skal et lille nøk længere op før vi vil se lånet komme i spil.
Totalkredit har netop meddelt i en fondsbørsmeddelelse, at de åbner nye obligationer. Der er tale om et 2,5%-lån med 10 års afdragsfrihed og et 2,5%-lån med 30 års afdragsfrihed.
Siden årsskiftet er renterne på de fastforrentede lån, hvilket tog ekstra fart ovenpå gårsdagens rentemøde i ECB. Det betyder, at banen nu er kridtet op til, at vi får et helt nyt 2,5%-lån med 10 og 30 års afdragsfrihed at se. For en måned siden hed renten 1,5% og for godt et år siden var den helt nede i 0,5%. Det er altså kort og godt blevet dyrere at belåne friværdien eller finansiere et boligkøb.
Der er dog udsigt til, at renterne skal et lille nøk længere op før, vi for alvor vil se, at 2,5%-lånet med 10-års afdragsfrihed komme i spil. Men ikke desto mindre er vejen nu åben, da man vælger at offentliggøre åbningen af obligationen.
Udviklingen betyder, at vi nu for første gang siden februar 2018 skal hilse på et lån med 2,5% i rente igen. Der er i denne omgang tale om varianterne med 10 og 30 års afdragsfrihed, og vi har således endnu i vente at se det på lånet med afdrag. Varianten med afdrag har typisk en højere kurs og dermed også en længere vej til en åbning, og der skal således en større rentestigning til, før det kan gå hen og ske.
Det fastforrentede lån med 30 års afdragsfrihed, som med dagens udmelding står overfor at blive kastet på banen, er især rettet til boligejere med stor friværdi i deres bolig. Lånet gives med afdragsfrihed op til 60% af boligens værdi og giver fleksibilitet til blandt andet ældre boligejere, som har sparet op hele livet og nu ønsker at ”spise af murstenene”. Samtidig tilbyder lånet sikkerhed i privatøkonomien, da renten er fast.