Variabel rente vinder terræn blandt boligejerne

Fremgangen i lån med variabel rente skyldes blandt andet konverteringer.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55
Danskerne fremstår robuste med bankindlån på over 1 billion kr.

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Nationalbanken viser, at august bød på fremgang i de variabelt forrentede realkreditlån for 11. måned i streg. I den periode er de variabelt forrentede realkreditlån vokset med 94 mia. kr., så de ved udgangen af august udgør 783 mia. kr.

Lån med variabel rente har fået en sand renæssance det seneste år efter en årrække med næsten konstant tilbagegang. Fremgangen er ganske markant, og kan på sigt påvirke robustheden på boligmarkedet. Her skal vi dog huske på, at lån med fast rente fortsat er det mest udbredte lån blandt boligejerne.

Måler vi i andel af udlånet, så vandrer lån med variabel rente også frem. I dag udgør de 47,8% af boligejernes lån mod 43,1% for et år siden.

Fremgangen i lån med variabel rente skyldes blandt andet konverteringer. I årets første halvdel har omkring 100.000 boligejere valgt at konvertere deres fastforrentede realkreditlån, hvor de på baggrund af de stigende renter har skåret en stor bid af deres restgæld. Her har en del af de konverterende boligejere valgt at skifte hest fra et lån med fast rente til variabel rente. I tillæg har ren­testig­nin­gen foreløbigt været mindst udtalt på lån med variabel rente, og det har øget forskellen mellem variabel og fast rente, hvilket kan have en betydning, når finansieringen skal i hus ved et boligkøb.

Det er dog langtfra sådan, at boligejere med variabel rente kommer til at gå fri af ren­testig­nin­ger. Til den kommende ren­te­til­pas­ning ved årsskiftet venter der et ordentligt slag med rentehammeren, hvor ekstremt lave renter på omkring 0% skiftes ud med mærkbart højere renter. Ren­te­til­pas­ning­s­lån med 3- og 5-årig rentebinding står til at lande over 3% i rente, hvis de skulle fastsættes i dag, mens lån med den allerkorteste rentebinding kan få en rente på over 2%. Det betyder, at fik et afdragsfrit F5-lån på 1 mio. kr. ny rente i dag, så skal der findes næsten 2.000 kr. ekstra om måneden i budgettet hos de pågældende boligejere, og med tanker på den markante fremgang i lån med variabel rente, kan det gå hen og påvirke den ellers stærke robusthed på boligmarkedet.

Relaterede artikler