Udbudspriserne falder på boliger til salg
Interessen for at købe bolig falder.
Udbudspriserne falder på boligmarkedet. Det viser friske tal fra Finans Danmark. Prisen på udbudte huse faldt med 1,1% i november. Lejlighedspriserne faldt med 0,9%, mens de udbudte sommerhuse står 1,2% billigere til salg end for en måned siden. Det er tredje måned i træk, at udbudspriserne falder. I den periode er de faldet med knap 3% for alle tre boligtyper.
Samtidig er der en underliggende stigning i antallet af salgsskilte. Godt nok faldt antallet af boliger til salg en anelse i november, men det er traditionen tro, at der kommer færre boliger til salg op mod vinteren. Tager vi højde for den sæson, så er der derimod tale om en fortsat stigning i udbuddet på næsten 2%. Det betyder, at antallet af salgsskilte er steget med 27% i forhold til februar, hvor udbuddet ramte det laveste i 16 år, når vi tager højde for sæsoneffekter.
Boligmarkedet er ramt af flere salgsskilte, dalende priser på de udbudte boliger og en handelsaktiviteten, der er sendt omtrent 10 år tilbage i tid. Interessen for at købe bolig falder, og det betyder slet og ret, at der kommer mere til salg på hylderne hos ejendomsmæglerne og til stadig lavere priser.
Man skulle umiddelbart tro, at tiden er blevet mere gunstig for boligkøberne med mere at vælge mellem og til lavere priser. Men udfordringen er samtidig, at det er blevet væsentligt dyrere at finansiere boligen efter markante rentestigninger i 2022. Der er derfor elementer i købsprocessen, som trækker i hver sin retning for boligkøberne, og den samlede pakke er bestemt ikke bedre målt på samtlige parametre.
Netop rentestigningerne har fået boligefterspørgslen til at dykke og udbuddet til at stige. Renten på et fastforrentet lån er steget til 5% fra 2% siden årsskiftet, mens renten på variabelt forrentede lån i dag er omkring 3%, mens de var i minus i begyndelsen af året. Så jeg forstår udmærket godt, hvis overvejende boligkøbere ikke synes, at det samlet set er blevet meget nemmere trods mere og billigere på hylderne hos mæglerne. Og særligt ikke hvis man også tager bestik af den høje inflation, som trækker kroner ud af husholdningsbudgettet og en generelt mere usikker tid for økonomien. Set med sælgers briller er det en entydigt dårlig ting, at udbuddet stiger. Der bliver flere konkurrenter på markedet, og det er med til at presse priserne og øge salgstiden, når boligkapitlet skal afsluttes med at salg.
Boligmarkedet er ramt af massiv modvind. De seneste handelstal viser, at markedet bød på den sløjeste oktoberhandel i 10 år. Samtidig er handelspriserne faldet, hvor november bød på markante fald. Samlet er huspriserne nu faldet med 7% siden toppen, mens prisfaldet på lejligheder nu er oppe på næsten 9%. Sporene på boligmarkedet er tydelige, og vi forventer, at boligmarkedet er på vej ind i en periode med yderligere prisfald. Modvinden til boligmarkedet består af de meget kraftige rentestigninger, højere varmeudgifter, høj inflation i samfundet og sidst men ikke mindst en øget usikkerhed for fremtiden.