Færrest bolighandler i 10 år
Bolighandlerne rasler ned, og markedet præsterer den sløjeste oktober i 10 år.
Nye tal fra Boligsiden viser, at der blev handlet 4.031 boliger i oktober. Det er et fald på næsten 20% i forhold til september. Sammenlignet med begyndelsen af 2021, hvor handelsaktiviteten toppede på boligmarkedet, er antallet af handler dykket med 60%. Isoleret set for en oktober måned, præsterer 2022 det ringeste salg af boliger i 10 år.
Av, bolighandlerne rasler ned. Markedet præsterer simpelthen den sløjeste oktober i 10 år. Det sætter en tyk og fed streg under den kraftige og fortsatte tilbagegang på boligmarkedet. Højere renter, massiv inflation og økonomisk usikkerhed sætter tydelige spor. Mange danskere udskyder, justerer eller dropper boligdrømmen, og det er med til at trække handlerne ned på det laveste i et årti.
I oktober faldt huspriserne med 1,6%,. Dermed er huspriserne faldet fire måneder i træk med i alt mere end 4%. Samtidigt faldt lejlighedspriserne i oktober med 2%, hvor de på fem måneder nu er faldet med 7%. Vi forventer, at boligpriserne vil fortsætte faldet over det næste halve til hele års tid. På landsplan forventer vi, at huspriserne står overfor yderligere fald på 5%-10%, mens lejlighedspriserne kan falde yderligere 10%. De største fald vil være i de største byer.
Den helt store forklaring bag et boligmarked i bakgear er de massive rentestigninger, som året har budt på. Renten på et fastforrentet lån ligger i dag i svinget mellem 5% og 6%, hvor det til sammenligning var 2% ved årsskiftet. Det er en gedigen rentestigning, som ikke kan undgå at sætte mærkbare spor på boligmarkedet. Sammen med den dyrere finansiering, er det de højere energipriser og den høje inflation med til at påvirke efterspørgslen efter at købe bolig negativt.
Med en lavere handelsaktivitet er antallet af salgsskilte begyndt at vrimle frem. Boligudbuddet steg igen i oktober, og er dermed vokset 8 måneder i streg. I den periode er antallet af salgsskilte vokset med 43%. Det betyder på den ene side, at boligkøberne har mere at vælge mellem, og på den anden side at boligsælgerne har fået flere konkurrenter. Det vil isoleret set være med til at lægge et nedadgående pres på boligpriserne.