Rekordlavt boligudbud: Hvad betyder det for dig som boligkøber?

Der skal handles hurtigt, hvis du som boligkøber vil være med i opløbet om de gode boliger. En hurtig handel kræver en velforberedt køber.

Rekordlavt boligudbud: Hvad betyder det for dig som boligkøber?

Der er meget langt mellem ”til salg” skiltene i øjeblikket. Udbuddet af boliger er det laveste i 16 år, og samtidig fortsætter priserne med at stige. Det gør det til en svær tid at være boligkøber i. Der skal handles hurtigt, hvis du som boligkøber vil være med i opløbet om de gode boliger.
En hurtig handel kræver en velforberedt køber.

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Boligsiden viser, at udbuddet af boliger fortsætter med at falde – i februar faldt udbuddet med næsten 400 boliger og bringer boligudbuddet ned på 29.373. For et år siden var boligudbuddet tæt på 33.000.

Ekstra store krav til dem, der overvejer at skifte boligen ud
Det lave udbud af boliger gør sig gældende for samtlige boligtyper og i næsten alle landsdele. Boligkøbere landet over er lige nu udfordrede og kæmper om at nå at få fingrene i en bolig. Det lave udbud – kombineret med skaren af sultne købere – gør, at kommende boligkøbere med fordel kan gå tidligt i gang med det forarbejde, der ligger til grund for et vellykket boligkøb. På den måde er det muligt at slå hurtigt til, når boligen er der.  

3 gode råd til boligkøberen:
Hvis du overvejer at skifte din bolig ud, kan du med fordel indlede processen ved at være særligt opmærksom på disse tre ting, som er anbefalet af Brian Friis Helmer, Privatøkonom i Arbejdernes Landsbank:

  • Gå i banken så tidligt som muligt i processen:
    Start din boligjagt med at gå i banken. Her får du syn for sagen i forhold til, hvad du har råd til at købe bolig for. Det hjælper dig til at afgrænse din boligsøgning, så den bliver mere målrettet, og du har samtidig lettere ved at slå til, når du finder den rigtige bolig.
    Vær opmærksom på at den seneste markante rentestigning gør boligkøbet dyrere. Dvs. at hvis du fx var i banken for et halvt år siden, men først skal i gang med boligsøgningen nu, så kan dit budget for, hvor meget du kan købe for have ændret sig. Vi anbefaler derfor, at du går i banken igen, og får klarlagt hvordan dine muligheder er nu. Du kan derudover med fordel begynde at række ud til øvrige professionelle aktører, som fx advokat og byggesagkyndig.
  • Lav et grundigt forarbejde:
    Vær bevidst om, hvilken bolig du vil have. Det er især vigtigt på et marked, hvor der ikke er så mange boliger til salg. For du ender let med fx at få købt en for lille bolig, fordi du køber det, der lige er til salg. Og så skal du på boligmarkedet igen efter kort tid. Det handler derfor om at lave et grundigt forarbejde, hvor du beslutter dig for, hvilke karakteristika din bolig skal have. Hvor mange værelser har du brug for (både i dag og på sigt)? Skal boligen være i 1 eller 2 plan? Hvordan ligger boligen i forhold til fx daginstitution og skoler, og hvordan er trans­port­mu­lig­he­der­ne til dit arbejde? Og tag gerne ud at se på flere boliger, så du får flere input. Det gør alt sammen, at dit boligkøb bliver taget på en grundig og velovervejet beslutning.
  • Køb og sælg efter behov:
    Lad dig ikke rive med af stemningen. For mange er en bolig nok det dyreste, de kommer til at købe i deres liv, så slå koldt vand i blodet, hvis den rigtige bolig ikke lige er på markedet i øjeblikket.

Relaterede artikler