Rentefald: God anledning til at se på sin boligfinansiering
Lige nu er renten faldet til 3.5 % på de toneangivende lån, og ifølge privatøkonom Brian Friis Helmer kan det være en god anledning til at se på boligfinansiering. Uanset om du allerede har et realkreditlån eller skal ind på boligmarkedet.
Hvad sker der med renten lige nu?
Den Amerikanske Centralbank har sænket renten, og det forventes, at der kommer yderligere rentesænkninger. Det smitter af på renten her i Danmark. Også renten på de fast forrentede boliglån. Det er ikke en kraftigt rentefald, men nok til at de toneangivende lån lige nu er faldet fra 4 % til 3.5 %.
Hvad betyder rentefaldet, hvis du har et lån med fast rente?
Har lånet en fast rente på 5 % eller derover, kan det være interessant at omlægge til et nyt med lavere rente. Ved at omlægge, dvs. nedkonvertere, kan du spare penge på en lavere månedlig ydelse og samtidig afdrage lånet hurtigere.
Besparelsen skal dog opvejes mod omkostningerne ved at omlægge lån. Både omkostninger til banken og ved det kurstab, der er ved at optage et nyt lån. Alt efter størrelsen på dit lån kan der derfor gå et godt stykke tid, før de samlede omkostninger er tjent hjem.
Hvornår skal du overveje at nedkonvertere, hvis du har et lån med fast rente?
Vores tommelfingerregel siger: Når der er over 1.5 % forskel på renten. Men det afhænger af mange forhold, bl.a. dine boligplaner og hvor meget du skylder på din bolig. Hvis du fx planlægger at sælge din bolig, skal du overveje en ekstra gang. For så vil du ikke kunne nå at indhente omkostningerne ved at omlægge lånet.
Bemærk: Har du et fastforrentet lån og overvejer at omlægge, så skal lånet opsiges 2 mdr. før den næste termin (1. januar 2026) – dvs. dit nuværende lån skal opsiges inden 31. oktober.
Hvad betyder rentefaldet, hvis du har et lån med variabel rente?
Renten på F-kort-lån er de seneste par år faldet ret markant til en rente omkring 2,2 %. Kunder, der har et F3- eller F5-lån vil opleve rentefaldet forskelligt. For selvom vi forventer, at F3- og F5-renterne vil ligge omkring 2,3-2,5 %, har F5-låntagere været vant til negative renter, mens F3-låntagere har haft rente omkring 3 % de seneste tre år.
I forbindelse med refinansieringen kan du overveje fast rente, hvis du ønsker mere sikkerhed i din privatøkonomi, men under alle omstændigheder kommer den månedlige ydelse til at stige.
Har du planer om ny bolig lige nu?
Rentefaldet er godt nyt for boligkøbere, der kan finansiere en ny bolig billigere end for blot 6 mdr. siden – for ikke at tale om for 2-3 år siden, hvor renten var på 5 eller 6 %. Som førstegangskøber kan det være fornuftigt med et fast forrentet lån, hvor udgiften hver måned er kendt.
Lav en indledende beregning i net- eller mobilbanken
Er du kunde hos Arbejdernes Landsbank, kan du beregne en mulig omlægning i net- eller mobilbanken. Du kan sende beregningen direkte til din rådgiver og booke et møde for at tale dine muligheder igennem. Det vil vi altid råde dig til.
Har du boliglån men ikke hos Arbejdernes Landsbank?
Rentefald og tanker om omlægning af dit nuværende lån kan være en god anledning til at tale med os. Vi arbejder sammen med Totalkredit, der netop er kåret som Bedst i Test af Forbrugerrådet Tænk.