AI skal frigøre mere tid til kunderne
Kunstig intelligens skal overtage rutineopgaver, så der bliver mere tid til dialog med kunderne.

I fremtiden skal Arbejdernes Landsbanks 300 privatkunderådgivere bruge mindre tid på rutineopgaver som referater, besvarelse af netbankbeskeder og opsummering af data.
Banken arbejder i øjeblikket på at indføre ovennævnte AI-tiltag, der skal give rådgiverne mere tid til den direkte dialog med kunderne:
“Tid til kunderne er højeste prioriteret i Arbejdernes Landsbank. Vores kunderådgivere synes også, at det er langt sjovere at tale med kunderne om boligkøb og investeringer end at skrive referater,” siger Simon Sinding Jørgensen, bankdirektør i Arbejdernes Landsbank. “Når tiltagene er på plads i alle filialer, vil vi spare op mod 12.000 arbejdstimer om året, som vi i stedet kan bruge på at højne kundetilfredsheden og arbejdsglæden,” siger Simon Sinding Jørgensen.
-
Der gennemføres ca. 65.000 kundemøder om året i Arbejdernes Landsbank.
-
Banken modtager ca. 500.000 netbank-beskeder fra kunderne om året.







