Er dit CPR-nr. blevet lækket? Her er, hvad du skal gøre
Den 5. oktober konstaterede Det Centrale Personregister (CPR) en alvorlig sikkerhedshændelse.

Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet skriver i deres pressemeddelelse: "Det Centrale Personregister (CPR) har konstateret en alvorlig sikkerhedshændelse. Ved at misbruge en dansk virksomheds lovlige adgang til at søge oplysninger i CPR-systemet, har uvedkommende skaffet sig adgang til navne, adresser, CPR-numre mv. på ca. 8,8 millioner registrerede borgere i CPR-systemet."
Hvis dine oplysninger er en del af et datalæk, betyder ikke nødvendigvis, at de også er blevet misbrugt. Heldigvis. Men vi opfordrer dig alligevel til at være ekstra opmærksom i den kommende tid.
Her er 5 ting, vi anbefaler, at du gør
Både i dag, men også generelt:
Vær ekstra skeptisk over for uventede henvendelser
Svindlere kan bruge oplysningerne fra et datalæk til at få deres beskeder til at virke troværdige. Vær derfor forsigtig, hvis du bliver kontaktet via telefon, sms eller mail og bliver bedt om at oplyse personlige oplysninger.
Del aldrig fortrolige oplysninger
Udlevér aldrig dit kodeord, dine kortoplysninger, kontonumre eller oplysninger om dit MitID til nogen – heller ikke, når personen siger, at vedkommende ringer fra banken, politiet eller en anden myndighed. Ingen banker eller myndigheder ringer til borgerne og beder om private oplysninger pr. telefon, sms eller mail.
Godkend kun det, du selv har startet
Brug aldrig MitID til at godkende noget, du ikke selv har startet. Læs altid teksten i MitID-vinduet, før du godkender. Og kontrollér, at det stemmer med det, du ønsker at gøre, dvs. vil du overføre penge til en bestemt virksomhed, så skal virksomhedens navn gerne stå i MitID-vinduet.
Klik ikke på uventede links i sms'er og mails
Hvis du får en besked fra en virksomhed eller myndighed, så gå direkte til deres hjemmeside eller app. Klik ikke på et eventuelt link i beskeden. Og er du det mindste i tvivl, så kontakt altid virksomheden eller myndigheden på de oplysninger, der står på deres hjemmeside.
Giv ikke efter for tidspres
Svindlere forsøger at skabe stress eller tidspres. Hvis nogen skriver eller siger, at du skal gøre noget hurtigt og med det samme, fordi der ellers vil ske noget alvorligt – så skal du netop sætte farten ned og være ekstra forsigtig.
Overvej at oprette en kreditadvarsel
Du kan oprette en kreditadvarsel på borger.dk.
En kreditadvarsel er en markering på dit CPR-nummer, som gør det sværere for andre at optage lån eller kredit i dit navn.
Husk, at du selv skal ophæve kreditadvarslen igen, hvis du selv ønsker at optage et lån eller købe noget på afbetaling.







