Nemmere for foreninger at blive kunde i banken
Vi vil gøre det lettere for foreninger at oprette en foreningskonto.
Når frivillige foreninger vil oprette en simpel bankkonto til kontingentbetalinger, skal de først kæmpe sig igennem en række dokumentationskrav og skemaer på grund af hvidvasklovgivningen. Det kan ofte blive så komplekst og omfattende, at det næsten er umuligt for en forening at klare på egen hånd.
Det vil Arbejdernes Landsbank nu hjælpe foreningerne med at løse. Fremover vil banken invitere foreningskunder til et møde, hvor de sammen udfylder de mange dokumenter, som hvidvasklovgivningen kræver. Den nye løsning vil give de frivillige i foreningerne mere tid til det, de brænder for: At drive en forening og styrke fællesskabet.
Fejl i 99 procent
Arbejdernes Landsbank modtager hvert år omkring 25.000 opkald fra foreninger, der har brug for hjælp til at udfylde skemaerne. Hele 99 procent af de tilsendte skemaer indeholder fejl. Det skaber unødige benspænd for de frivillige, der løfter en vigtig opgave i det danske samfund.
”Det skal være nemmere at være forening og frivillig i Danmark. Det er ofte de frivillige, der gør den store indsats og får lokale fællesskab til at blomstre. De skal ikke drukne i regler og bureaukrati,” siger vicedirektør Bjørn Bøje Jensen fra Arbejdernes Landsbank og fortsætter:
”Derfor har vi besluttet at gøre en ekstra indsats og hjælpe den enkelte forening med at udfylde de nødvendige dokumenter – sammen med dem på et møde. Frivillighed og fællesskab ligger i vores DNA, og vi vil være de frivillige og foreningernes foretrukne bank.”
Danmarks Idrætsforbund er glade for bankens initiativ på vegne af deres medlemmer:
“Mange af vores frivillige farer vild i mødet med bankerne. Derfor er vi glade for, at Arbejdernes Landsbank med dette initiativ vil nu tage foreningerne mere i hånden. Det kan forhåbentlig både gøre oplevelsen bedre for foreningerne og resultere i færre fejl i indberetningerne til gavn for alle parter," siger Poul Broberg, der er chef for public affairs og samfundsindsatser i DIF.
Sådan gør vi
Arbejdernes Landsbank har i et stykke tid arbejdet på at udvikle en ny løsning til foreningskunder.
Som ny foreningskunde skal man fremover blot booke et møde med en foreningsrådgiver, hvor man i fællesskab sikrer, at al dokumentation kommer på plads med det samme. Pilotprojektet er i gang, og fra september bliver der sat turbo på udrulningen af initiativet i hele landet.
FAKTA
-
Arbejdernes Landsbank har ca. 10.000 foreningskunder og dermed stor erfaring med foreninger. Se hvad vi kan tilbyde din forening.