Koncernen fortsætter med at vokse
Vi glæder os over endnu flere forretninger med vores kunder i første halvår 2025. Resultatet for perioden er 626 mio. kr. efter skat.
Arbejdernes Landsbank Koncernen har i første halvår 2025 opnået et overskud på 626 mio. kr. efter skat.
Koncernens udlån er steget med 2,9 pct. fra årets start, mens indlån er vokset med 4,5 pct. Formidlede realkreditlån er steget med 2,2 pct. primært som følge af stigende aktivitet på boligmarkedet. Koncernens samlede aktiver er fra årets start øget med 7,6 mia. kr. (6 pct.) fra 127 mia. kr. til 134,6 mia. kr.
"Vi er meget tilfredse med, at vores forretningsomfang med kunderne vokser, sådan som vi ønsker med vores vækststrategi. Vi er dog ikke helt tilfredse med resultatet for første halvår, som er lige i underkanten af det forventede. Renten er faldet hurtigere, end vi havde troet ved årets start, og det er gået ud over resultatet. Desuden er resultatet yderligere påvirket af en øget konkurrence på boliglån,” siger Frank Mortensen, viceadministrerende direktør i Arbejdernes Landsbank.
Faldende nettorenteindtægter trækker overskuddet ned
Resultatet på 626 mio. kr. er 31 pct. lavere end resultatet for første halvår 2024, der lød på 904 mio. kr. Faldet skyldes primært det markant lavere renteniveau efter otte rentesænkninger fra ECB og Nationalbanken på et år.
Omkostninger er steget med 7,5 pct. til 1.691 mio. kr. Det skyldes primært udgifter til flere ansatte som følge af bankens vækstambitioner – samt overenskomstmæssige lønstigninger. Dermed er omkostningsprocenten på 66,4 pct. sammenlignet med 57,5 pct. for et år siden.
”Vi investerer i vores vækst, og det koster selvfølgelig. Men danskerne har generelt en solid økonomi, og vi står stærkt med vores voksende forretningsomfang. Derfor tror vi stadig på, at vi når de indtjeningsmål, vi satte ved årets start,” siger viceadministrerende direktør Frank Mortensen.
Arbejdernes Landsbank Koncernen fastholder således forventningerne til årsresultatet for 2025 i niveauet 1,3-1,7 mia. kr. efter skat.
Om Arbejdernes Landsbank Koncernen
-
Arbejdernes Landsbank Koncernen består udover Arbejdernes Landsbank af Vestjysk Bank (73 pct.) og AL Finans (100 pct.) samt PenSam Bank (100 pct.), der efter planen fusioneres ind i Arbejdernes Landsbank i efteråret.