16% flere lånetilbud i oktober fra realkreditinstitutterne

Lånetilbuddene når sit højeste i 4 måneder.

F1 lander for 20. gang i træk i negativt terræn ved en auktion

Dugfriske tal fra Finans Danmark viser, at der i oktober blev givet 29.994 lånetilbud til boligejere og virksomheder i oktober. Det er 4.092 flere end i september svarende til 16% flere.

2022 har generelt budt på mange lånetilbud, hvis vi ser på hele året, som indtil videre har budt på 269.000 lånetilbud. Det er det højeste niveau i 3 år, hvor vi skal tilbage til samme periode i 2019 for at finde tilsvarende.

Lånetilbuddene peger op i oktober, og når sit højeste i 4 måneder. Klart størstedelen af lånetilbuddene er afgivet til konverteringer, og kon­ver­te­rings­ak­ti­vi­te­ten er altså i den grad intakt blandt boligejerne. Det er de markante ren­testig­nin­ger, som sender boligejerne afsted efter et lånetilbud.

Den seneste uges tid har dog set lidt anderledes ud, da renterne er faldet, og 6%-lånene har byttet plads med 5%-lånene på et fastforrentet lån. Renten er dog stadig steget ganske markant sammenlignet med årsskiftet, hvor renten lød på omkring 2%. Det vil derfor også præge antallet af lånetilbud i november, selvom konverteringen er blevet en anelse mindre fordelagtig.

Der er dog også en faktor, som medvirker til at trække ned i lånetilbuddene, og det er antallet af bolighandler. I september så vi den laveste han­del­sak­ti­vi­tet for en september måned i 9 år, og det påvirker antallet af lånetilbud i nedadgående retning, da en boligkøber får et lånetilbud i hånden, når finansieringen af boligen skal på plads.

Aktuelt er det især boligejere med 0,5%-, 1%-, 1,5%-, 2,0%-, 2,5% og 3,0%-lån, hvor en opkonvertering vil være værd at overveje, da de kan skære en god luns af restgælden.

Relaterede artikler