Danskernes boligformue stiger til ny rekord
Boligformuen tager et gevaldigt spring og slår ny rekord.
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at danske boligejere havde en samlet bruttoformue i boligen ved udgangen af 2024 på 4.609 mia. kr. Det er en stigning på 178 mia. kr. i forhold til 2023 svarende til 4,0%. Det giver en gennemsnitlig boligformue på 3,18 mio. kr. pr. boligejer. I opgørelsen indgår den samlede boligformue, hvor boliggælden dog ikke er fratrukket.
Boligformuen tager et gevaldigt spring og slår ny rekord. Hele 178 mia. kr. blev der lagt til boligformuen sidste år, og det tabte fra 2022 er samtidig genvundet. Hus- og lejlighedspriserne steg da også over en bred kam sidste år, hvor lejligheder førte an. Samtidig var væksten i realkreditudlånet nærmest ikke eksisterende, så friværdierne har også fået fornyet luft under vingerne. Fremgangen i boligpriserne er tilmed fortsat ind i 2025, og det dufter af yderligere fremgang i boligformuen i år.
I 2022 faldt boligformuen med 157 mia. kr., hvilket var første gang med tilbagegang siden 2012. Størstedelen af tabet var dog næsten indhentet allerede i 2023, og er med fremgangen i 2024 fuldstændig indhentet. De seneste 10 år er boligformuen vokset med samlet 1.219 mia. kr., og udgør sammen med pensionsformuen de klart to største poster i danskernes samlede formue.
Boligpriserne steg ganske pænt i 2024. Huspriserne pegede op med 5%, lejligheder med 7% mens sommerhuspriserne stod tæt på stille. Omvendt var der stort set ingen vækst i realkreditudlånet, som kun steg 0,8% sidste år ifølge tal fra Nationalbanken, og derfor har mange boligejere oplevet pæn fremgang i friværdien, som er boligformuen fratrukket boliggælden.
Ser vi på 2025, så har 1. kvartal budt på fortsat pæn fremgang for boligpriserne, og vi forventer da også, at 2025 kommer til at byde på en mindre pil op på boligpriserne. Lavere renter, et stærkt arbejdsmarked og fortsat fremgang i reallønnen er et solidt fundament under boligmarkedet, som giver plads til prisstigninger. De nye toldsatser og potentiel handelskrig ser vi ikke her og nu som en stor risikofaktor for boligmarkedet, men lukker ikke øjnene for, at det kan blive en faktor på sigt, hvis det udvikler sig til det værre. Der er dog mange løse ender og uafsluttede dele, og vi ser det ikke bremse de positive takter på boligmarkedet indenfor den allernærmeste fremtid.