Mærkbare prisstigninger på boligmarkedet i 2024
En stigning i boligpriserne er velbegrundet, da fundamentet for stigende priser bestemt har været til stede.
Nye tal fra Finans Danmark viser, at boligpriserne steg på ny i 4. kvartal. Huspriserne steg med 3,2% og lejlighedspriserne med 2,2%. Sommerhuspriserne faldt med 1,3% i 4. kvartal.
Dagens tal gør samtidig regnestykket for hele 2024 op. I gennemsnit for landet steg priserne på huse med 10,8% ifølge de nye tal fra FinansDanmark. For lejligheder steg priserne med 5,3%, mens sommerhuspriserne havde pil op med 2,7% igennem 2024.
Boligmarkedet præsterede således flot i 2024 med pæne prisstigninger. Det er desuden en virkelig stor stigning i huspriserne, og vi skal nok være åbne for, at tallene kan blive revideret efterfølgende. Men uanset er der tale om generelt pæne prisstigninger på boligmarkedet sidste år.
En stigning i boligpriserne er velbegrundet, da fundamentet for stigende priser bestemt har været til stede. Nye rekorder i beskæftigelsen, pæne lønstigninger med tilhørende øget købekraft for mange danskere og sidst men ikke mindst faldende renter i 2024. Efterspørgslen efter at købe ny bolig sigtede ligeledes op i 2024, som endte med det højeste antal bolighandler i tre år.
Der blev i 2024 samlet handlet 63.800 boliger. Det er 9% flere sammenlignet med i 2023. Og en stigning på næsten 20% sammenlignet med 2022.
Mere friske tal fra Boligsiden viser, at boligmarkedet er kommet fint i gang med 2025. Gennem de første to måneder har prisen på huse og lejligheder peget yderligere op. Vi forventer, at de nuværende og mere positive takter fortsætter på boligmarkedet med en stærk dansk økonomi og et solidt arbejdsmarked. Det udgør en ganske fornuftigt cocktail for fortsatte boligprisstigninger.