16% flere lånetilbud i oktober fra realkreditinstitutterne
Lånetilbuddene når sit højeste i 4 måneder.
Dugfriske tal fra Finans Danmark viser, at der i oktober blev givet 29.994 lånetilbud til boligejere og virksomheder i oktober. Det er 4.092 flere end i september svarende til 16% flere.
2022 har generelt budt på mange lånetilbud, hvis vi ser på hele året, som indtil videre har budt på 269.000 lånetilbud. Det er det højeste niveau i 3 år, hvor vi skal tilbage til samme periode i 2019 for at finde tilsvarende.
Lånetilbuddene peger op i oktober, og når sit højeste i 4 måneder. Klart størstedelen af lånetilbuddene er afgivet til konverteringer, og konverteringsaktiviteten er altså i den grad intakt blandt boligejerne. Det er de markante rentestigninger, som sender boligejerne afsted efter et lånetilbud.
Den seneste uges tid har dog set lidt anderledes ud, da renterne er faldet, og 6%-lånene har byttet plads med 5%-lånene på et fastforrentet lån. Renten er dog stadig steget ganske markant sammenlignet med årsskiftet, hvor renten lød på omkring 2%. Det vil derfor også præge antallet af lånetilbud i november, selvom konverteringen er blevet en anelse mindre fordelagtig.
Der er dog også en faktor, som medvirker til at trække ned i lånetilbuddene, og det er antallet af bolighandler. I september så vi den laveste handelsaktivitet for en september måned i 9 år, og det påvirker antallet af lånetilbud i nedadgående retning, da en boligkøber får et lånetilbud i hånden, når finansieringen af boligen skal på plads.
Aktuelt er det især boligejere med 0,5%-, 1%-, 1,5%-, 2,0%-, 2,5% og 3,0%-lån, hvor en opkonvertering vil være værd at overveje, da de kan skære en god luns af restgælden.