Marts bød på flest bolighandler i 45 måneder

Boligmarkedet skyder foråret i gang i storform.

Nyt fald i boligudbuddet - rammer det laveste i 16 år

Nye tal fra Boligsiden viser, at der blev handlet 7.842 boliger i marts. Det er en stigning på 16% i forhold til februar og samtidig det højeste antal bolighandler siden juni 2021.

Boligmarkedet skyder foråret igang i storform. I marts købte danskerne det højeste antal boliger i 45 måneder, så der er tilsyneladende en hel del, som er kommet på boligjagt. Rekordhøj beskæftigelse, stigende lønninger for mange danskere og et nøk ned på renterne ligger bag den positive udvikling. Også priserne steg pænt i marts, hvor huspriserne og lej­lig­heds­pri­ser­ne slog ny rekord i marts, når der tages højde for sæson.

Den stigende han­del­sak­ti­vi­tet ses indenfor samtlige boligtyper. I marts var der 18% handler med huse i forhold til februar, 5% flere lej­lig­heds­hand­ler og hele 28% som­mer­hus­hand­ler.

I efteråret sidste år tog bolighandlerne et trin i vejret og har siden september ligget på det samme høje niveau, når der tages højde for sæson. I den periode er der i gennemsnit blevet handlet 7.200 boliger hver måned. Det er omkring 5% højere han­del­sak­ti­vi­tet end i månederne før corona. Og det er samtidig næsten 80% flere bolighandler i forhold til bunden i 2022, hvor boligmarkedet i høj grad var tynget af høj inflation og kraftigt stigende renter.

Vi forventer den pæne han­del­sak­ti­vi­tet fortsætter omkring sit nuværende leje over den kommende tid, og at priserne skal yderligere lidt op. Udgangspunktet er bundsolidt med et stærkt arbejdsmarked, øget købekraft hos mange danskere og mere ro på inflation og renter. De nye toldsatser og potentiel handelskrig ser vi ikke her og nu som en stor risikofaktor for boligmarkedet, men er også anerkendende overfor, at det kan blive en faktor på sigt, hvis det udvikler sig til det værre. Der er dog mange løse ender og uafsluttede dele, og vi ser det ikke bremse de positive takter på boligmarkedet indenfor den allernærmeste fremtid.

Relaterede artikler