Prisnedslag på bolighandler falder

Det sker efter en periode, hvor nedslagene har ligget stabilt omkring 6-7%.

Salgstiderne på boligmarkedet rammer det laveste i 13 år - og bunden er ikke nået

Nye tal fra Finans Danmark viser, at prisnedslagene på bolighandler falder i 4. kvartal, når vi tager højde for sæson. I gennemsnit lød prisnedslaget på 3,2% for lejligheder, hvor de har ligget oppe på omkring 5,5% i begyndelsen af 2024. Ser vi på huse, så ligger prisnedslagene på 5,6%, når vi tager højde for sæson. Det er også lavere end de ca. 7% de lå på i begyndelsen af 2024. Prisnedslagene udtrykker, hvor meget prisen i gennemsnit flytter sig fra første udbudspris og ned­tag­nings­pris til den aktuelle salgspris. Prisen på en udbudt bolig kan dermed både blive justeret i den periode, hvor boligen står til salg, og i forbindelse med forhandlingen mellem køber og sælger.

Prisnedslagene på bolighandler peger ned. Det sker efter en periode, hvor nedslagene har ligget stabilt omkring 6-7%. Det betyder, at for­hand­lings­rum­met for en potentiel boligkøber i gennemsnit er blevet noget mindre i anden halvdel af 2024. De lavere prisnedslag kommer så følge af et boligmarked med fin fart på. Der er pæn han­del­sak­ti­vi­tet, og særligt for lejligheder er boligudbuddet faldet og liggetiderne er faldet med ca. 10%.

Selvom prisnedslagene er faldet i den seneste tid, så er vi stadig et stykke fra bunden på omkring 2% for lejligheder og 3,5% for huse i begyndelsen af 2021 under corona. Omvendt er vi også langt fra den seneste top på 10% fra 2022. Vi har da også set udbuddet af lejligheder er faldet med 7% i forhold til for et år siden, mens liggetiden er faldet med 10%.

Nedslagene i 4. kvartal svarer til et gennemsnitligt afslag på 150.000 kr. på et hus på 140 kvm., mens det er 95.000 kr. på en 80 kvm. lejlighed. Deler vi op og ser pris­ju­ste­rin­gen i udbudstiden og i selve forhandlingen mellem køber og sælger, så er nedslaget i forbindelse med forhandlingen lidt større, end pris­ju­ste­rin­gen i udbudstiden.

Relaterede artikler