Stærkt 2019-resultat og 14.000 flere kunder

Med et overskud på 545 mio. kr. efter skat og en massiv nettotilgang på over 14.000 nye kunder har vi opnået et stærkt resultat for 2019 – året hvor vi samtidig kunne fejre bankens 100-års jubilæum. Resultatet er bl.a. kommet i hus via et stigende forretningsomfang og et solidt afkast på de finansielle aktier, banken har investeret i.

Stærkt 2019-resultat og 14.000 flere kunder

”Vi er rigtig godt tilfredse med at have opnået et samlet resultat for 2019 på 588 mio. kr. før skat. Et resultat, som ligger markant over vores oprindelige forventninger til 2019, hvor vi forventede et årsresultat på mellem 275-325 mio. kr. Det er dels de mange nye forretninger, vi har fået på bogen i 2019, og dels en positiv udvikling i de finansielle aktier som eksempelvis i Vestjysk Bank, der har medvirket til det stærke resultat. Herudover har vores salg af aktier i LR Realkredit A/S og Sparinvest Holdings SE også bidraget positivt,” siger ordførende direktør i Arbejdernes Landsbank, Gert R. Jonassen.

Over 116.000 kunder de seneste 10 år og danskernes foretrukne bank 11 år i træk

Også i 2019 har vi budt velkommen til mange nye kunder. Og samtidig holdt førstepladsen som danskernes foretrukne bank. Det vidner om, hvilken utrolig udvikling banken har været igennem de seneste år.

"Vi har haft en netto-kundetilgang på over 116.000 kunder de seneste 10 år – det er helt ekstraordinært. At vi samtidig har kunnet fastholde branchens højeste kun­de­til­freds­hed - og i januar er blevet kåret som danskernes foretrukne bank for 11. år i træk - er vi naturligvis hamrende stolte over. Det viser os, at vores konsekvente fokus på at sætte kunden og den personlige, nærværende rådgivning foran alt andet er meget værdsat blandt landets bankkunder,” siger Gert R. Jonassen.

Forventninger til 2020

Det fortsat negative rentemiljø er en betydelig udfordring for den finansielle sektors ind­tje­nings­mu­lig­he­der. Særligt for et pengeinstitut som Arbejdernes Landsbank, der forvalter et meget stort ind­lånsover­skud, lægger det en dæmper på forventningen til resultatet for 2020. Derfor forventer vi et resultat før skat i niveauet 225-275 mio. kr. Forventningen er også forbundet med usikkerhed, bl.a. relateret til den ma­kroø­ko­no­mi­ske udvikling og en risiko for at denne vil medføre til­ba­ge­hol­den­hed for kundernes investerings- og lånelyst.

 

Relaterede artikler