Tysk erhvervstillid i bedring
Forbedringen kommer dog fra et svagt udgangspunkt, og er stadig ikke prangende.
Nye tal viser, at den tyske erhvervstillid målt ved Ifo-indekset forbedres i marts. Det samlede indeks stiger til 87,8 i februar fra 85,5 i februar. Der var forventet 86,0 og dagens tal kommer derfor ud bedre end ventet.
Tilliden til den tyske økonomi er i en smule bedring. Forbedringen kommer dog fra et svagt udgangspunkt, så tilliden er stadig ikke prangende, og begejstringen er nogenlunde afmålt. Forventningerne til fremtiden ser imidlertid lysere ud, som også andre indikatorer peger på.
Både forventningerne til fremtiden og den nuværende situation trækker op i marts. Indekset som måler forventningerne til fremtiden stiger til 87,5 fra 84,1. Vurderingen af den nuværende økonomiske situation stiger samtidig til 88,1 fra 86,9.
Det er positivt, at forventningerne til Tysklands økonomi igen er begyndt at vende pilen opad. Siden erhvervstilliden toppede i sommeren 2021, er indekset faldet til det laveste niveau i 20 år, med undtagelse af finanskrisen og coronakrisen. Stigningen kommer derfor fra et lavt niveau, hvor Tysklands økonomi i de senere år har været præget af høj inflation og stagnerende vækst. I fjerde kvartal 2023 faldt det tyske BNP med -0,3%.
Den svagt positive vending i tysk erhvervstillid, har også en stor betydning for den danske økonomi. Dansk eksport til Tyskland beskæftiger mere end 100.000 danske jobs og er det land Danmark handler mest med.
Ifo-indekset er baseret på omkring 9.000 virksomheder inden for fremstillingsindustrien, servicesektoren, handel og byggeri. Virksomhederne giver deres vurderinger af den aktuelle forretningssituation og deres forventninger til de kommende seks måneder.