Globale fødevarepriser falder
De globale fødevarepriser begynder 2024 med fald. Det er med til at smitte af på de danske forbrugere, som har oplevet et mindre fald i indkøbspriserne.
Netop offentliggjorte tal fra FN’s fødevareprisindeks viser, at de globale fødevarepriser faldt med 1% i januar. Dermed fortsætter faldet i de globale fødevarepriser, som har stået på stort set uafbrudt i næsten to år. Fødevareprisindekset fra FN er baseret på eksporterede og uforarbejdede råvarer og indeholder fem hovedkomponenter bestående af korn, kød, mejeriprodukter, sukker og vegetabilske olier.
De globale fødevarepriser begynder 2024 med fald. ”Igen” fristes man til at sige. De globale fødevarepriser er faldet i 20 af de seneste 22 måneder. Det er med til at smitte af på de danske forbrugere, som har oplevet et mindre fald i indkøbspriserne. Og desuden forventer 55% af de danske fødevarebutikker yderligere at sænke priserne over den kommende tid.
De globale fødevarepriser er nu faldet i 20 ud af de seneste 22 måneder. I den periode er det dykket med 26%. Dog steg de også kraftigt i tiden op til toppen i begyndelsen af 2022, og de globale fødevarepriser er i dag 15% højere end for fire år siden.
De danske forbrugere er så småt begyndt at mærke fald i fødevarepriserne. I forhold til juli, hvor de toppede, så er priserne for danskerne faldet mere end 5%. Men med til historien om det seneste fald i danskernes indkøbspriser hører dog, at danskerne oplevede en enorm stigning i fødevarepriser i 2022 og ind i 2023. Priserne er i dag fortsat 17% højere end for blot to år siden.
Det går mere trægt for faldet i danskernes indkøbspriser end i de globale fødevarepriser. Udover trægheden i sig selv, så er der en række af forskelle mellem danskernes indkøbspris og den globale fødevarepris. For mens den globale fødevarepris er selveste råvaren, så er danskernes fødevarepris i tillæg påvirket af forarbejdning, transport og opbevaring. Derfor vil vi aldrig ramme en-til-en sammenhæng mellem råvarepriserne og danskernes indkøbspriser.