ECB fastholder renten
Det var som ventet, og ECB havde altså ikke gemt nogle store overraskelser i ærmet.

Den Europæiske Centralbank, ECB, fastholder indlånsrenten på 2,00%. Det er tredje rentemøde i træk, at ECB holder renten uændret. Gennem den sidste del af 2024 og ind i 2025 sænkede ECB renten fra 4,00% til nuværende 2,00% med otte rentenedsættelser.
ECB fastholder renten. Det var som ventet, og ECB havde altså ikke gemt nogle store overraskelser i ærmet. Derfor er markedsreaktionen også yderst minimal umiddelbart efter offentliggørelsen.
Der er gået fem måneder og tre rentemøder, siden ECB sidste gang pillede ved renten. Baggrunden for en uændret rente er, at der er kommet rigtig godt styr på inflationen, som er stabiliseret tæt på 2%, mens vækstudsigterne også peger en smule op. Det er simpelthen ikke et aktuelt behov for, at renten skal endnu længere ned.
Vi står i en periode, hvor det er noget mere usikkert, hvor økonomien er på vej hen, dels med påvirkningen fra nye toldsatser fra USA, dels i hvilken grad øgede forsvarsinvesteringer vil sætte sig i europæisk økonomi. Men ECB står et godt sted, hvor de er færdige med rentenedsættelser. Det er et godt udgangspunkt, og de er klar til at reagere i begge retninger, hvis vindretningen skulle trække i den ene retning. Vi forventer dog, at ECB kommer til at holde renten uændret, når vi ser et års tid frem fra nu.
Mange danske boligejere med variabel rente har det seneste år oplevet, at renten på deres lån er faldet igen. Det skal i høj grad ses i sammenhæng med, at ECB og Nationalbanken har sat renterne ned. Særligt boligejere med korteste rentebinding med F-kort har oplevet rentedyk, hvor de fleste har kunne konstatere, at renten på deres lån er faldet med omkring 1,60 procentpoint det seneste års tid. Det største rentefald for boligejerne har dog fundet sted, hvor ECB er kommet i mål med rentenedsættelserne.






