Lille fremgang i europæisk økonomi
Europæisk økonomi vandrer langsomt fremad.

Friske tal fra Eurostat viser, at BNP i eurozonen voksede med 0,2% i 3. kvartal i forhold til kvartalet før. Det er højere end ventet, da der var ventet vækst på 0,1%. Økonomien voksede med 0,1% i 2. kvartal og 0,6% i 1. kvartal.
Europæisk økonomi vandrer langsomt fremad. Med tanke på den helt vildt store usikkerhed, så er det på sin vis godkendt med bare en smule vækst. Vi står i en periode med højere amerikanske toldsatser overfor EU og stor global usikkerhed. På den anden side vægter udsigter til øgede forsvars- og infrastrukturinvesteringer, som forventeligt vil trække væksten op. Og økonomien fortsætter lige nu med at vise spæd fremgang - ikke med helt vildt meget, men trods alt en smule vækst i en periode omgivet med rigelig af usikkerhedsfaktorer.
Ser vi fremad kan to store temaer trække væksten hver sin retning. Nye toldsatser kan trække væksten ned kombineret med den generelle usikkerhed, som økonomierne er omgivet af. På den anden side står Europa overfor markante investeringer i forsvar og til dels infrastruktur. Det er betragtelige beløb, som kan være med til at trække væksten op.
Senere i dag er der rentemøde i ECB. ECB kan konstatere, at kampen mod høj inflation må anses som vundet, mens der ligeledes er en smule vækst at spore. Det giver et solidt udgangspunkt for, at ECB holder renten i ro i dag. Det sker efter 8 rentenedsættelser fra midten af 2024 og ind i den første del af 2025. Men ECB er nu i mål, hvor vi ikke forventer flere rentenedsættelser i denne omgang, men vil stå klar til at reagere, hvis økonomien og i særdeleshed inflation begynder at vise sig fra en ny side.
Der er i dag også kommet tal for væksten i en række store europæiske lande. I toppen ligger fortsat Spanien, som præsterede økonomisk vækst på 0,6% i 3. kvartal, mens også Frankrig oplevede vækst på 0,5%. Omvendt var det stillestående i Tyskland og Italien med 0,0%.






