Lønstigningerne daler - men sikrer fortsat øget købekraft
Der er på samme tid kommet godt og grundigt styr på inflationen.
Nye lyntal fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at de samlede lønstigninger på DA-området var 3,3% i 2. kvartal sammenlignet med samme kvartal sidste år. Det er det laveste i omkring to år, men set over en længere horisont til den fortsat pæne side. I 2021 kravlede lønstigningerne over 3% for første gang siden 2009.
Lønstigningerne daler, men ligger fortsat fornuftigt og med til at sikre mange danskere fremgang i købekraften. Der er på samme tid kommet godt og grundigt styr på inflationen, og det betyder, at lønningerne for mange danskere har bevæget sig hurtigere end priserne, og købekraften derved stiger.
Lønstigningerne og den øgede købekraft hos mange danskere har potentialet til at løfte privatforbruget i 2025. Samtidig slår beskæftigelsen rekorder på stribe, hvilket ligeledes er understøttende for, at forbruget kan pege op. Vi har allerede set bedre takter hos danskernes købelyst, og vi forventer, at det igen kan blive en motor i dansk økonomi.
Foreløbige tal viser, at forbrugerpriserne er steget med 1,6% i 2. kvartal sammenlignet med året før. Det betyder, at reallønnen i gennemsnit er steget med 1,7% det seneste år. Det minder om tiden op gennem 2010’erne, hvor reallønsfremgangen i en lang periode lå på 1%-2%. Fremgangen i reallønnen kommer efter en periode i 2022, hvor reallønnen fik massivt tilbageslag som følge af den højeste inflation i 40 år.
Privatforbruget står for næsten halvdelen af den økonomiske aktivitet i Danmark. Forbedret købekraft, stigende beskæftigelse og lidt lavere renter forventer vi vil være med til at trække privatforbruget op. Det er med andre ord noget, som kan smitte af bredt i økonomien. Der er dog også elementer, som taler imod et spirende privatforbrug, hvor langt fra alle har oplevet samme indkomstfremgang, som løntallene fra DA viser. Samtidig ligger forbrugertilliden meget lavt, hvor bekymringerne for økonomien er steget det seneste halve år. Vi tror dog på, at de positive elementer vil dominere de mere negative, og vi dermed står overfor en stigning i privatforbruget.