Skip til indhold

Beskæftigelsen fortsætter opturen

Beskæftigelsen forlænger striben af rekorder. Alene i 2025 er der kommet 24.500 flere personer i arbejde.

En Gruppe Står Og Snakker Uformelt Sammen

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Danmarks Statistik viser, at beskæftigelsen steg med 3.599 personer i august, når der tages højde for sæson. Beskæftigelsen sætter dermed ny rekord med 3.064.000 lønmodtagere i arbejde.

Beskæftigelsen fortsætter opturen og forlænger striben af rekorder. Alene i 2025 er der kommet 24.500 flere personer i arbejde. Fremgangen opleves tilmed relativt bredt på det danske arbejdsmarked, hvor høj­desprin­ger­ne i 2025 blandt andet findes indenfor hotel- og re­stau­ra­tions­bran­chen samt industrien. Antallet af stil­lings­op­slag ligger desuden fortsat fint til. Vi forventer, at der er flere rekorder for beskæftigelsen i vente.

Vi forventer, at der samlet kommer 33.000 flere personer i arbejde i 2025. Og beskæftigelsen er i den grad godt på vej med foreløbig næsten 25.000 til og med august. Til næste år forventer vi yderligere fremgang, om end i et lidt mindre tempo. For­vent­nin­ger­ne er baseret på vores snarlige nye prognose, som vi udkommer med i nær fremtid.

Antallet af stil­lings­op­slag holder et fortsat fint niveau, viser tal fra Jobindsats. I september blev der slået 24.500 nye stil­lings­op­slag op, hvilket er 11% flere end måneden før. September kom ind på en 5. plads for alle 22 september-måneder siden statistikkens begyndelse i 2004 og vidner om en fortsat fornuftig efterspørgsel efter arbejdskraft.

Den største del af fremgangen i beskæftigelsen sker på det private arbejdsmarked, og det er gode tegn. Det indikerer, at der er pæn efterspørgsel efter arbejdskraft i Danmark. I juli steg beskæftigelsen indenfor det private med 2.300 personer og indenfor det offentlige med 1.300 personer.

Der er usikkerhed udenfor landets grænser, særligt de nye toldsatser fra USA. Det har dog ikke slået sprækker i det danske arbejdsmarked. Hertil kan den kommende tids tal for ar­bejds­mar­ke­det blive midlertidigt påvirket af varslede afskedigelser hos større danske arbejdsgivere, men vi anser det ikke som en retningspil for det samlede arbejdsmarked. Vi forventer dermed, at ar­bejds­mar­ke­det fortsat vil præstere fornuftigt. I perioder med corona, høj inflation og kraftigt stigende renter har ar­bejds­mar­ke­det vist stor modstandskraft og blevet ved med at vokse og slå nye be­skæf­ti­gel­ses­re­kor­der.

Relaterede artikler