Skip til indhold

Konkurserne er på det laveste siden 2022

Antallet af konkurser fortsætter dermed det lave omfang.

Mand Med Sikkerhedhjelm Kikker På En Bærbar Pc

Friske tal fra Danmarks Statistik viser, at der var 175 konkurser i aktive virksomheder i januar, når der tages højde for sæson. Det er det samme som måneden før og i den klart lave ende. Det er desuden en forlængelse af de generelt færre konkurser i 2025, som bød på det laveste antal af konkurser i fire år. Med aktive virksomheder er der tale om virksomheder med ansatte eller en årlig omsætning på mindst 1 mio. kr. Statistikken går tilbage til 2009.

Konkurserne er på det laveste siden begyndelsen af 2022. Antallet af konkursramte virksomheder fortsætter dermed det lave omfang her ved begyndelsen af 2026 helt i tråd med det, som vi trådte ud af 2025 med. Også antallet af tabte jobs som følge af konkurser ligger lavt. Det er bestemt positivt i en tid, hvor der ellers har været masser af uro, men som ikke for alvor har formået at rykke voldsomt ved de store takter i dansk økonomi. De få konkurser er blot endnu godt billede på, at dansk økonomi står et godt sted. Konkurserne er få, ar­bejds­mar­ke­det viser enormt stærke takter, og økonomien viser momentvist ganske pæne væksttal.

Sidste år bød på det laveste antal konkurser i fire år med i alt knap 2.400 konkurser, hvilket i gennemsnit var lige under 200 om måneden. Derfor står de 175 i januar i forlængelse af niveauet fra 2025 og tilmed lidt lavere. I slutningen af 2022 og i 2023 var konkurserne midlertidigt løftet, blandt andet som resultat af efterfølgerne af coronakrisen og til­ba­ge­be­ta­ling af coronalån, mens også øgede omkostninger og ren­testig­nin­ger pressede på. Men presset er dampet betydeligt af. I 2023 var der i gennemsnit næsten 260 konkurser om måneden.

Der er usikkerhed fra især udenfor landets grænser i den her tid med højere toldsatser fra USA og international uro. Samlet set forventer vi ikke, at det får nævneværdig betydning for kon­kursom­fan­get bredt set blandt danske virksomheder. På sigt er risikoen dog, at det kan det ramme visse eksporterende virksomheder, men vi forventer for nuværende ikke, at det vil løfte det generelle konkursbillede væsentligt i sin helhed. Dansk økonomi står solidt.

Relaterede artikler