Beskæftigelsen slår igen rekord
Beskæftigelsen fortsætter stimen af rekorder og præsterer største fremgang siden 2022.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at beskæftigelsen steg med 4.206 personer i december, når der tages højde for sæson. Beskæftigelsen sætter dermed igen ny rekord med 3.079.000 lønmodtagere i arbejde. Samlet beskæftigelsen med 39.800 personer i 2025. Til sammenligning steg beskæftigelsen med 33.000 i 2024 og med 30.000 i 2023.
Beskæftigelsen rundede 2025 med endnu en ny rekord. Vi må kippe med flaget over arbejdsmarkedet, som præsterer den største fremgang i beskæftigelsen siden 2022. Og sidste år var ikke ligefrem overskrifternes mest optimistiske år med massiv international uro, toldsatser, fyringsrunder hos store danske virksomheder og sløjt økonomisk humør hos forbrugerne. Men alligevel voksede beskæftigelsen i samtlige måneder og med ganske meget set over året som helhed. Tilmed foregik langt størstedelen af beskæftigelsesfremgangen i det private, hvilket understreger solide økonomiske takter i dansk økonomi.
I 2025 steg den private beskæftigelse med knap 28.000 personer. Og fremgangen var bred på det danske arbejdsmarked. Blandt højdespringerne er industrien med en fremgang på mere end 5.000, erhvervsservice med knap 5.000, hotel- og restaurationsbranchen med 4.000, bygge og anlæg med 2.600 samt transport med 3.500 flere i arbejde. I det offentlige steg beskæftigelsen med 12.500 personer i 2025.
Tiden er præget af mere usikkerhed end normalt med told, toldtrusler og international uro. Og der er alt mulig god grund til at tage bekymringerne alvorligt. Men vi må samtidig sande, at det ikke er noget, som har markant dybe spor. Dagens tal er simpelthen endnu et tegn på, at dansk økonomi står et godt sted, og flere beskæftigelsesrekorder kan desuden være under opsejling. Vi frygter for nuværende ikke en dybere tilbagegang i dansk økonomi.








