Fødevarer fylder 12% af forbruget
Fødevareposten fylder godt op i en børnefamilies budget, på omkring 10-15% af forbruget.


En gennemsnitlig husstand med 2 voksne med børn havde et forbrug på 544.000 kr. i 2024. Det viser helt nye tal fra Danmarks Statistiks årlige forbrugsundersøgelse*. Det samlede forbrug steg med 6.400 kr. i forhold til 2023 svarende til en stigning på 1,2%. Ser vi på en gennemsnitlig husstand, så lød forbruget på 377.000 kr. i 2024.
Ser vi på fordelingen af forbruget, så er det boligposten som fylder mest hos børnefamilien, hvor den udgør omkring en tredjedel af det samlede forbrug. Transport og fødevareposten kommer ind på de næste pladser med en andel på henholdsvis 14% og 12%. Fordelingen af forbruget på de største budgetposter har ikke ændret sig i nævneværdig grad fra 2023 til 2024.
Fødevareposten fylder godt op i en børnefamilies budget, og spiser omkring 10-15% af forbruget. Selvom boligposten er den klart største post i budgettet, så er det fødevarer som har påkaldt sig mest opmærksomhed i de senere år. Det skyldes, at fødevarer er steget langt mere end mange andre typer varer, og er blevet mere end 30% dyrere på 5 år. Fødevarepriserne er dog faldet mere til ro siden i sommers, mens mange danskere har fået flere penge mellem hænderne via en række skatte- og afgiftslettelser og fremgang i reallønnen.
En gennemsnitlig børnefamilie bruger 65.800 kr. på fødevarer, mens den bruger 75.000 kr. på transport og 176.700 kr. på boligposten. Dykker vi videre ned i budgettet for børnefamilien, så kan vi også se, at der i gennemsnit bliver brugt 19.800 kr. på tøj og sko.
Fødevarepriserne er steget med 31,8% de seneste 5 år. Det er især kaffe, kakao, oksekød og en række mejeriprodukter, som er steget mest i pris. Den gode nyhed er dog, at prispresset ser ud til at lette for de hårdtprøvede danskere. Fødevarepriserne er nemlig faldet lidt siden i sommers, og sammen med forventninger om prisfald hos omkring en tredjedel af fødevarevirksomhederne og lidt lavere globale fødevarepriser, så indikerer det, at fødevarepriserne i supermarkedet ser ud til at have toppet i denne ombæring.
Mange andre ting ser heldigvis mere positivt ud i privatøkonomien hos mange. Både 2025 og 2026 har budt på skattelettelser for danskere i arbejde, afgifterne er blevet eller bliver lettet på fx strøm og en række fødevarer, indkomsterne stiger hurtigere end den generelle prisudvikling og renterne er faldet. Oveni kommer så fødevarechecken som forventes udbetalt til en række danskere i løbet af foråret på op imod 5.000 kr.
* Forbrugsundersøgelsen fra Danmarks Statistik er baseret på en stikprøveundersøgelse. Der indsamles årligt data fra omkring 1.300 husstande, og stikprøven til et års forbrugsundersøgelse baseres på data indsamlet over to år. De indsamlede data er blevet omregnet til pris- og mængdeniveauet i slutåret.






