Forbrugertilliden stadig ude i kulden
Forbrugertilliden ligger stadig under frysepunktet. Så decideret optimistiske er danskerne ikke.


Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at forbrugertilliden stod tæt på stille i februar. Forbrugertilliden lyder således på -13,1 i februar mod -13,4 i januar. Forbrugertilliden har dermed ligget i negativt terræn i hele 51 måneder i streg, men rammer i februar dog sit højeste punkt siden starten af 2025.
Forbrugertilliden ligger stadig et godt stykke under frysepunktet. Og det selvom vi faktisk rammer den højeste forbrugertillid siden starten af 2025. Så decideret optimistiske kan vi ikke kalde forbrugerne, men måske lidt mindre pessimistiske på økonomiens vegne. Den negative stemning, som har præget forbrugerne, kommer især fra høje fødevarepriser, stor global usikkerhed og en stor omtale af afskedigelser i flere store virksomheder og i det offentlige.
Vi tror dog på, at der kan være yderligere bedring på vej i forbrugertilliden i 2026. Lønningerne løber hurtigere end inflationen, hvilket giver flere penge mellem hænderne hos mange danskere, mens mange danskeres privatøkonomi også får et rygstød fra perlerækken af skatte- og afgiftslettelser. I tillæg ser prisstigningerne på fødevarer på det allerseneste ud til at miste en del af pusten.
Selvom forbrugertilliden står tæt på stille i februar, så er både danskernes syn på egen privatøkonomi og dansk økonomi blevet bedret i forhold til for et par måneder siden. Faktisk er indikatoren for synet på privatøkonomien om et år sammenlignet med i dag tæt på at være tilbage i positivt terræn, hvilket vi ikke har set siden efteråret 2024. Det kan netop skyldes fremgangen i reallønnen og de mange skatte- og afgiftslettelser.
Selvom synet på dansk økonomi også er bedret, så er det noget mere negativt end for privatøkonomien. Massiv global uro som følge af bl.a. told fylder en del, mens der har været stor omtale af afskedigelser i flere store virksomheder og i det offentlige i de seneste måneder.
Der er bestemt potentiale til yderligere bedring af forbrugertilliden. Det lægger et solidt fundament for potentialet til, at privatforbruget fortsætter den spæde fremgang i den kommende tid. Mange danskere har nemlig fra årsskiftet fået flere penge mellem hænderne, hvor særligt lempelsen af elafgiften og skattelettelser hjælper til, mens et solidt arbejdsmarked, lavere renter og højere lønninger også bidrager. Det kan hjælpe på det pessimistiske humør, selvom det er vigtigt at understrege, at vejen ud af det negative terræn er lang.






