Danskernes bankkonti bugner
Danskernes bankkonti bugner med 1.273 mia. kr. og der er udsigt til yderligere stigninger.


Nye tal fra Nationalbanken viser, at bankindlånet steg med 10 mia. kr. i januar. Det betyder, at der i alt står 1.273 mia. kr. på danskernes helt almindelige bankkonti. Over det seneste år er bankindlånet steget med 70 mia. kr. De seneste 3 år er bankindlånet vokset med lidt mere end 5% om året.
Danskernes bankkonti bugner med 1.273 mia. kr. Og der bliver løbende lagt flere kroner til opsparingen – især hvor vi begynder at bevæge os ind i foråret, hvor mange virksomheder udbetaler aktieudbytte og Skattestyrelsen udbetaler overskydende skat. Det store og voksende bankindlån vidner om, at danskerne er bundsolide, om end vi skal huske på, at bankindlånet er skævt fordelt blandt danskerne. En del danskere bør dog overveje om placeringen af deres opsparing på en almindelig bankkonto er den rigtige, eller om der er andre og bedre muligheder.
De mange milliarder kroner på bankkontiene svarer til, at hver voksne dansker i gennemsnit har 260.000 kr. stående på kontoen. Den fordeling ved vi er ret ulige fordelt blandt danskerne, så mange vil ikke kunne genkende det beløb fra deres netbank. Den pæne stigning i bankindlånet viser dog, at danskerne er ganske solide, hvilket også bakkes op af en stribe andre tal fra dansk økonomi, herunder et stærkt arbejdsmarked, solid betalingsevne blandt danskerne, fremgang i indkomsten og ikke mindst flot fremgang på boligmarkedet.
Omkring 70% af bankindlånet er placeret på helt almindelige bankkonti, som fx en løn- eller budgetkonto. Det er med andre ord penge, som man kan komme til med det samme, mens de resterende 30% står på bankkonti med såkaldt binding, hvor man typisk får en lidt højere indlånsrente. Det er naturligvis altid fornuftigt at have en kontant reserve stående svarende til 2-3 netto månedslønninger til daglige udgifter og uforudsete begivenheder. Men har man mere stående end det, som ikke er øremærket til nærtstående forbrug, så vil det være mere oplagt at placere opsparingen på anden vis.
Her kan man med fordel overveje at investere pengene i fx aktier via en aktiesparekonto. Det kræver selvfølgelig, at man har de lidt længere briller på, og har risikoappetitten til det, men det vil være en overvejelse værd. Man kan også overveje, om midlerne kan anvendes til ekstraordinært afdrag på gæld, indskud på pension eller energioptimering af boligen.






