Lille stigning i ledigheden
Ledigheden i Danmark er lav og har i halvandet år bevæger sig tæt på sidelæns.
Nye tal viser, at ledigheden står til at stige med 319 personer i juli, når der tages højde for sæson. Det viser ledighedsindikatoren fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Stigningen i juli er meget begrænset, og ledigheden har mest af alt bevæget sig på sidelæns i 2025.
Ledigheden i Danmark er lav og har i halvandet år bevæger sig tæt på sidelæns. Arbejdsmarkedet har præsteret godt med stigende beskæftigelse og lav ledighed i en historisk kontekst. Der er i dag omkring 88.000 ledige, hvor der til sammenligning var mere end 100.000 ledige før Corona.
Ledigheden var kortvarigt nede og vende på 72.000 i 2022, hvor der var ekstremt høj fart på arbejdsmarkedet. Ledigheden steg så gennem 2022 og 2023, men på trods af stigningen er ledigheden fortsat lav i en historisk kontekst og har i 2024 og ind i 2025 bevæget sig nær sidelæns. Beskæftigelsen stiger fortsat og er foreløbig steget med 17.000 personer i 2025. Den stærke beskæftigelsesfremgang er med til at holde ledigheden i kort snor.
Vi forventer, at beskæftigelsen vil slå flere rekorder i 2025. Samlet set tror vi på en fremgang med 30.000 personer. Og det vil være med til at holde ledigheden lav. Tiden er dog aktuelt mere usikker med konsekvenser som følge af højere told og generel uro på markederne. Men det danske arbejdsmarked står i et solidt udgangspunkt, hvor vi de seneste år har oplevet stor en modstandsdygtighed for høj inflation, kraftige rentestigninger og geopolitisk uro.