Marginal stigning i ledigheden
Ledigheden ligger ganske stabilt, og stiger marginalt i september. Det er positivt og vidner samtidig om et arbejdsmarked, som fortsat præsterer godt.
Nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) viser, at ledigheden steg med 292 personer i september, når der tages højde for sæson. Det er på linje med ledighedsindikatoren, som blev offentliggjort for to uger siden. Den lille stigning i september ændrer ikke på, at ledigheden står ganske stabilt i øjeblikket.
Ledigheden ligger ganske stabilt. Det er positivt og vidner samtidig om et arbejdsmarked, som fortsat præsterer godt. Beskæftigelsen sætter rekorder, ledigheden er lav i et historisk perspektiv, og antallet af nye stillingsopslag ligger fortsat fornuftigt til. Den kommende tids tal for arbejdsmarkedet kan imidlertid blive påvirket af varslede afskedigelser hos større danske arbejdsgivere, herunder Novo Nordisk, men vi anser det ikke som en retningspil for det samlede arbejdsmarked. I det store og hele forventer vi, at arbejdsmarkedet fortsat vil vise fine tegn, når vi ser fremad.
Der er i dag 88.400 ledige i Danmark. Ledigheden har ligget stabilt omkring 88.000 gennem 2024 og 2025. Til sammenligning var der før corona flere end 100.000 ledige. Med andre ord er niveauet et stykke lavere i dag.
Beskæftigelsen fortsætter med at drøne frem. Alene i 2025 er beskæftigelsen steget med mere end 21.000 personer og steget til rekordhøje 3.060.000 lønmodtagere i arbejde. Vi forventer, at beskæftigelses fortsætter fremgangen, og at der derved er nye rekorder i vente, som vil være med til at holde ledigheden i kort snor. I september blev der slået godt 24.500 nye stillingsopslag op. Det er 11% flere end måneden før, og måneden kom ind på en 5. plads for alle 22 september-måneder siden statistikkens begyndelse i 2004.
Der er i øjeblikket usikkerhed fra udenfor landets grænser, som kan påvirke, særligt nye toldsatser fra USA. Det er dog ikke noget, som har slået de helt store sprækker i det danske arbejdsmarked bredt set. Vi forventer, at arbejdsmarkedet fortsat vil præstere, hvor det i de seneste perioder med corona, høj inflation og kraftigt stigende renter har vist stor modstandskraft og blevet ved med at vokse og slå nye rekorder.