Skip til indhold

Juli bød på færrest joboplag i 2 år

Der har helt tydeligt været sommerferiestemning i antallet af nye stillingsopslag.

Kvinde Og Mand Ved Et Bord Kigger Sammen På En Bærbar Pc

Nye tal fra Jobindsats viser, at der blev slået 18.777 nye stillinger op i juli. Det er det laveste antal nye stil­lings­op­slag på en måned siden juli 2023. Sammenlignet med juni var antallet af nyopslåede stillinger 22% lavere i juli og i forhold til for to måneder siden er stil­lings­op­sla­ge­ne dykket med 34%.

Inden alarmklokkerne begynder at ringe, så er det imidlertid ganske normalt med nedgang i stil­lings­op­slag i juli. Sammenligner vi med samme måned tilbage i tid, så ligger stil­lings­op­sla­ge­ne på niveau med i de foregående to år og mærkbart højere end i de fleste år op gennem 2010’erne.

Der har helt tydeligt været som­mer­fe­ri­estem­ning i antallet af nye stil­lings­op­slag. Allerede op mod sommeren faldt jobopslagene, og juli bød så på endnu et fald. Tager vi højde for sæsoneffekter, så er der dog i højere grad tale om et uændret antal stil­lings­op­slag og faktisk tenderende til svagt stigende. De få stil­lings­op­slag i som­mer­fe­ri­e­pe­ri­o­den er derfor ikke et udtryk for, at jobmarkedet er gået i stå. Det er derimod helt efter bogen. For selvom der er jobs, som skal besættes, så er det formentlig nok en anerkendelse af, at både kandidater og arbejdsgiver går ind i en ferieperiode, og mulighederne for samtaler og finde det rigtige match er derfor mere begrænsede end normalt. Det er i tillæg forventningen, at jobopslagene kommer til at tage et mærkbart hop i vejret her på den anden side af sommerferien.

Der bliver som oftest slået flere stillinger op i august. Og vi forventer, at i år bliver en gentagelse. I de foregående 10 år er der i gennemsnit blevet slået mere end 20% flere stillinger op i august i forhold til juli. Og sammenligner vi de aktuelle stil­lings­op­slag med det historiske, så bliver der fortsat slået lidt flere nye stillinger op i forhold til årene forud for corona, som igangsatte en mere eller mindre us­am­men­lig­ne­lig periode.

De aktuelle stil­lings­op­slag kan godt bringe nye be­skæf­ti­gel­ses­re­kor­der med sig. Der har indfundet sig en lidt større ro på stil­lings­op­sla­ge­ne, som er taget af i styrke, men niveauet er fortsat fornuftigt i en historisk kontekst. Foreløbig er beskæftigelsen steget med 17.000 personer, som betyder, at der er rekordmange lønmodtagere i arbejde i Danmark.

Relaterede artikler