Bankindlånet står stille i juli

Bankindlånet stod stille i juli, men ser vi på hele 2024, så er bankindlånet vokset med 40 mia. kr.

Mor Hjælper Med At Tage Støvler Af Lille Barn

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Nationalbanken viser, at danskernes bankindlån var uændret på 1.168 mia. kr. i juli. Ser vi over det seneste år er bankindlånet dog øget med hele 79 mia. kr.

Bankindlånet stod stille i juli, men ser vi på hele 2024, så er bankindlånet vokset med 40 mia. kr. Pengene står på helt almindelige bankkonti. Stigningen i bankindlånet giver et billede af, at danskerne samlet set står ganske robuste, om end bankindlånet er ret ulige fordelt. Men vi ser også det robuste andetsteds med rekordhøj beskæftigelse og massiv fremgang i reallønnen.

De mange milliarder fordeler sig med 242.000 kr. pr. voksne dansker. Her er det vigtigt at pointere, at bankindlånet er meget ulige fordelt, og derfor vil langtfra alle kunne genkende det beløb fra netbanken. Det er dog med til at tegne et billede af danskerne som et solidt folkefærd. Vi ser de samme robuste tegn i andre tal, som fx ar­bejds­mar­ke­det. Alene i år er beskæftigelsen vokset med næsten 20.000 personer, ledigheden holder sig ganske lav, og lønningerne løber igen meget hurtigere end priserne.

I 2020 krydsede danskernes bankindlån for første gang 1.000 mia. kr., og siden da er der lagt yderligere 168 mia. kr. til. De seneste års stigninger i bankindlånet skyldes flere årsager. Beskæftigelsen stiger og stiger og der er igen fremgang i reallønnen. Det medvirker til at øge den samlede lønindkomst og giver en underliggende pil op for indlånet. Hertil får danskerne i gennemsnit igen positiv rente på deres bankindlån, og det øger incitamentet til at spare op. Sidst men ikke mindst ved vi, at danskernes friværdi i boligerne har meget at sige for indlånet, og friværdierne er som helhed store.

Relaterede artikler