Skip til indhold

Ledigheden står stille på stedet

I 2024 og de første 10 måneder af 2025 er der blot føjet 2.200 personer til ledighedskøen.

En Gruppe Sidder I Møde Set Igennem Glasvæg

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) viser, at ledigheden stiger med marginale 300 personer, når der tages højde for sæsonudsving. Siden årsskiftet er ledigheden blot steget med 500 personer. Le­dig­heds­pro­cen­ten lyder på uændrede 2,9%

Ledigheden stamper rundt på stedet. I 2024 og de første 10 måneder af 2025 er der blot føjet 2.200 personer til ledighedskøen, og det må i he­li­kop­ter­per­spek­ti­vet siges at være meget stabilt. Derfor ser vi da også med positive briller på ledigheden, når den samtidig ligger til den lave side i en historisk kontekst. Ar­bejds­mar­ke­det præsterer fortsat ganske flot med be­skæf­ti­gel­ses­re­kor­der, og vi ser stadig pæn efterspørgsel efter arbejdskraft, hvilket er med til at holde ledigheden i kort snor.

Ledigheden har ligget omkring 87.000-88.000 personer i både 2024 og 2025. I den sidste del af 2022 og i 2023 så vi ledigheden stige med omkring 14.000 personer, så vi er et stykke fra bunden på omkring 72.000 personer. Omvendt lå ledigheden på mere end 100.000 i tiden op til corona, og det ligger vi altså fortsat et godt stykke under.

I morgen får vi nye be­skæf­ti­gel­ses­tal for september. Og her kan der sagtens være endnu en be­skæf­ti­gel­ses­re­kord i sigte. Indtil videre har 2025 budt på næsten 25.000 flere i arbejde, og vi er nu oppe på 3.064.000 lønmodtagere herhjemme. Den stigende beskæftigelse medvirker til at holde kort snor i ledigheden.

Fremtiden er dog påvirket af usikkerhed fra især udlandet, hvor særligt nye toldsatser fra USA kan påvirke de økonomiske forudsætninger. Men ar­bejds­mar­ke­det viser sig fortsat fra sin pæne, og har samtidig de seneste år vist stor modstandskraft i perioder med blandt andet høj inflation og kraftigt stigende renter.

Relaterede artikler